11.000 familier beder om Julehjælp – sådan hjælper du!
05. december 2011
PRESSENOTE DECEMBER 2011
Dansk Folkehjælp oplever for fjerde år i træk en fordobling i antallet af ansøgere til Julehjælp. Indtil nu har Dansk Folkehjælp modtaget 11.000 ansøgninger fra økonomisk trængte børnefamilier, der har bedt om hjælp til julen. Det er næsten en fordobling af ansøgninger i forhold til sidste år. Ud af de indkomne ansøgninger kan Dansk Folkehjælp godkende 7.159 ansøgninger.
Dansk Folkehjælp opfordrer derfor danskerne til at støtte op om indsamlingen eller gribe udfordringen og selv hjælpe med at samle penge ind, så socialt udsatte familier kan give deres børn en god jul. Man kan følge indsamlingen på www.folkehjaelp.dk eller på www.facebook.com/danskfolkehjaelp, hvor der er mulighed for at gribe udfordringen.
Presset vokser på fattige familier
Når Dansk Folkehjælp igen i år oplever en fordobling i antallet af ansøgere til organisationens Julehjælp, skyldes det ifølge generalsekretær Klaus Nørlem, at flere familier er presset ud i en uholdbar økonomisk situation, og at mange af de familier, der tidligere har modtaget Julehjælp fortsat har brug for hjælp. Allerede i sommer oplevede Dansk Folkehjælp en stor stigning i antallet af familier, som søgte om Feriehjælp. Men nu står det klart, at antallet af ansøgninger, organisationen har modtaget, overstiger alle forventninger. Presset vokser på fattige familier, hvor forældrene står uden for arbejdsmarkedet, og hvor familierne ofte har levet i langvarig fattigdom. Med over 7.000 godkendte ansøgninger skal Dansk Folkehjælp de næste 14 dage rejse knap 10 millioner for at imødekomme alle.
Grib udfordringen og tænd et lys
Ud over Dansk Folkehjælps appel om bidrag har alle danskere nu mulighed for at gøre en aktiv indsats for at hjælpe Dansk Folkehjælps julehjælpsindsamling og gribe udfordringen om at blive landets bedste Julehjælper. Det, Dansk Folkehjælp søger er den mest kreative idé til, hvordan vi kan hjælpe flest mennesker, men vel at mærke kun, hvis man sætter handling bag de gode ideer.
Klaus Nørlem, generalsekretær i Dansk Folkehjælp, udtaler:
Vi har brug for al den hjælp, vi kan få og vi er meget glade for de bidrag og initiativer, som folk allerede har givet og taget: Medarbejdere, der fravælger julegaven og donerer værdien, Zumba-danseren, der danser julen ind i hele landet og donerer al indtjening til formålet, frivillige, der går på gaden med indsamlingsbøsser og for personer, der på eget initiativ starter en indsamling i netværket. Vi opfordrer alle danskere til at gribe udfordringen og hjælpe forældre med at tænde lyset i deres børns øjne. Bare en enkelt aften.
Fortæl om netop din måde, hvorpå du gør en forskel for alle de mange julehjælpsansøgere, på Dansk Folkehjælps Facebook-profil og deltag i konkurrencen om at blive årets Julehjælper. Her kan man også støtte indsamlingen ved at tænde et lys på sin profil. Danskernes velvillighed til at støtte økonomisk trængte familier i julen vil kunne ses på et stort Danmarkskort. Her vil man også kunne se, hvilken region i landet, der har tændt flest lys for socialt udsatte. Følg med i indsamlingen på www.folkehjaelp.dk eller www.facebook.com/DanskFolkehjaelp.
Ekstra Bladet og Dansk Folkehjælp er samarbejdspartnere på Julehjælp 2011.
Julehjælpen har en værdi af 1.500 kroner. Julehjælpen består af en kolonialvarekurv til en værdi af 500 kroner fra Netto, et gavekort på 500 kroner til BR legetøj og et gavekort på 500 kroner til SportMaster. Læs mere om Julehjælpsindsamlingen på www.folkehjaelp.dk
Med venlig hilsen
Dansk Folkehjælp
Antallet af ansøgere til Julehjælp 2011
Ansøgninger om Julehjælp 11.000
Godkendte ansøgere: 7.159
Fakta om Dansk Folkehjælps Julehjælp de tidligere år:
Uddelte julepakker:
År 2007 = 430
År 2008 = 1.485
År 2009 = 2.440
År 2010 = 4.100
Indsamlede beløb:
År 2007 = 0,6 mio. kr.
År 2008 = 1,8 mio. kr.
År 2009 = 3,3 mio. kr.
År 2010 = 5, 6 mio. kr.
