Christian Bitz ny ambassadør for Dansk Folkehjælp

14. juni 2011

Den populære forfatter og faste ernæringsekspert på TV2’s Go’morgen Danmark, Christian Bitz, indtræder som ambassadør i Dansk Folkehjælps ambassadørgruppe. Christian Bitz vil bruge sit ambassadørskab til at støtte op om Dansk Folkehjælps sociale arbejde i Danmark.

Når sund kost er det sidste, man tænker på
Dobbelt så mange socialt udsatte familier har i år ansøgt Dansk Folkehjælp om at komme på organisationens gratis ferier, fordi de ikke har råd til at holde ferie. Samtidig viser de seneste tal, at der aldrig har været så mange danskere, der lever under EU’s fattigdomsgrænse som nu. Og når man ikke kan holde ferie, og der er gabende tomt i pengepungen, når de faste udgifter er betalt, så er eksempelvis sund kost det sidste, man tænker på.

Et problem, der ligger Dansk Folkehjælps nyudnævnte ambassadør, Christian Bitz, meget på sinde, og som han med sit brændende sociale engagement og viden om ernæring vil forsøge at ændre på.

”Dansk Folkehjælp arbejder seriøst på at give socialt udsatte børn og voksne nogle gode oplevelser og relationer gennem initiativer som Feriehjælp. En indsats, som også styrker dem i dagligdagen bagefter. Jeg ønsker at supplere denne indsats og hjælpe disse børn og voksne til en bedre livsstil, hvor små sunde vaneskift i form af realistiske ændringer i bl.a. maden, der hverken er dyre, besværlige eller smager grimt, kan gøre en forskel for den enkelte.” udtaler Christian Bitz.

Dansk Folkehjælp har i mange år tilbudt sårbare og udsatte børn og unge Feriehjælp i skolesommerferien. Dansk Folkehjælp tilbyder flere tusinde børn, unge, familier, enlige forsørgere og ældre en gratis ferie i 2011, og vi har i år udviklet en ny form for ferie til sårbare og udsatte børn, hvor ferien også indeholder netværksopbyggende aktiviteter.

”I denne form for Feriehjælp vægter vi, at børnene får en sommerferieoplevelse, der er værd at fortælle om i kammeratskabskredsen, og vi vil inspirere til en sund levevis, hvor det at røre sig og spise sund mad bliver en naturlig del af at holde ferie og have det rart med hinanden, derfor har vi store forventninger til samarbejdet med Christian Bitz” – udtaler generalsekretær Klaus Nørlem.

Med venlig hilsen
Dansk Folkehjælp

For interviews og yderligere information kontakt venligst:
Klaus Nørlem/Generalsekretær i Dansk Folkehjælp: 2033 0939
Christian Møller/Pressekoordinator i Have Kommunikation: 2624 0128

Baggrundsinfo om Christian Bitz:
Christian Bitz er cand. scient. i human ernæring, foredragsholder og fast klummeskribent i en række toneangivende medier samt fast ernæringsekspert på Go’ morgen Danmark. Han er forfatter til foreløbig to bøger, der har toppet bestsellerlisterne og modtog for nylig en MPI-award som Årets Innovator 2011 for konceptet Brain Food, der nu indgår i en standardmødepakke på Radisson Blu-hoteller flere steder i landet. Senest har Herlev Hospital ansat Christian Bitz som ernæringsekspert i landets første forskningsenhed, der skal forske i, hvordan man sikrer bedre mad til patienter, der er i risiko for underernæring og har mangel på appetit.

Dansk Folkehjælps nuværende ambassadørgruppe:
- Kommunikationsrådgiver og tidligere Tv-vært, Vibeke Hartkorn
- Politiker og MF’er, Christine Antorini
- Tv-vært Camilla Martin
- Tv-vært, musiker og forfatter, Annette Heick
- Musiker, Mike Tramp
- Administrerende direktør for Klausen + Partner, Hans-Henrik Søndersted-Olsen
- Direktør Arbejdernes Landsbank, Gert Jonassen
- Tidligere LO formand, Hans Jensen
- Salgsdirektør for Star Tour, Stig Elling
- Tv-vært, Mai-Britt Vingsøe Andersen
- Skuespiller og sanger, Kurt Ravn
- Tv-vært, Jakob Kjeldbjerg
- Dirigent, Frans Rasmussen
- Kreativ direktør for Have Kommunikation, Christian Have
- Direktør for Aalborg Kultur- og Kongrescenter, Ernst Trillingsgaard
- Tidligere minister, Helle Degn
- Tidligere underdirektør, Torben C. Nilsson

Butikken – varekurv

Gå til butikken...

Find din lokalafdeling



Medlemsområdet

Er du medlem, kan du logge ind på medlemsområdet her.

Medlemsnr.
Nøgle

Tilmelding til nyhedsbrev

Navn
Email

 

Læs nyhedsbrevet (arkiv)...

© 2013 Dansk Folkehjælp - post@folkehjaelp.dk - Tlf. 70 220 230