Voldsom stigning i ansøgninger om ferieophold
07. maj 2010

Flere og flere danskere er så fattige, at de må søge hjælp til at komme på ferie.
ASF-Dansk Folkehjælp oplever en voldsom stigning i ansøgninger om ferieophold, der er et tilbud til fattige familier. Det er konklusionen, efter at organisationen har modtaget 52 procent flere ansøgninger om ferieophold end sidste år.
Markant flere udsatte familier
Der er sket en eskalering i antallet af økonomisk hårdt trængte familier, der søger om tilskud hos frivilligorganisationerne til forskellige formål, og tendensen er stigende – i langt højere grad end forventet. Hvad der er den reelle årsag til denne stigning, kan der kun gisnes om, men et faktum er det, at den langvarige, finansielle krise og den førte socialpolitik bærer hovedansvaret.
Mange får afslag
Sidste år fik ASF-Dansk Folkehjælp 25 procent flere ansøgninger om at komme på en uges gratis ferieophold, end der var plads til. Så i år må organisationen give afslag til endnu flere trængte familier.
”Det er forstemmende at konstatere, at så mange børn i deres dagligdag lider under forældrenes økonomiske formåen. Det mest nedslående er jo, at det ofte er børnene, der mærker det allermest, i skolen, i ferier, i fritiden”, siger Johan Vest, der er koordinator for ASF-Dansk Folkehjælp.
Den seneste undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at der i Danmark er 200.000 borgere, hvis dagligdag og muligheder er begrænset af manglende økonomiske ressourcer .
Behov for fokus på området
2010 er i EU udråbt som fattigdomsår, hvor der skal sættes fokus på fattigdom, og ASF-Dansk Folkehjælp vurderer, at der mere end nogensinde er behov for at sætte fokus på området, og ikke mindst træffe politisk beslutning om indførelse af en officiel fattigdomsgrænse i Danmark.
For mere information kontakt Johan Vest, Socialkoordinator hos ASF-Dansk Folkehjælp, på 61 20 16 49 eller Klaus Nørlem, Generalsekretær hos ASF-Dansk Folkehjælp, på 20 33 09 39.
Kilde: Rekordhøjt fattigdomsniveau har bidt sig fast, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, 3. marts 2010
