Frederikshavn: Opstart af ny lokalafdeling i Frederikshavn
08. august 2011
PRESSEMEDDELELSE
Nuværende medlem af byrådet og tidligere borgmester i Frederikshavn gennem 12 år, Erik Sørensen, stiller op som formand for en ny Dansk Folkehjælp lokalafdeling i Frederikshavn. Det sker den 16. august, hvor Dansk Folkehjælp afholder et åbent informationsmøde om opstart af ny afdeling samt en generalforsamling hvor blandt andre Ernst Trillingsgaard, der er ambassadør for Dansk Folkehjælp, er til stede. Erik Sørensen vil hjælpe regionens socialt udsatte familier og sætte fokus på blandt andet Dansk Folkehjælps ferie- og julehjælp.
Flere socialt udsatte kræver større fokus
Dansk Folkehjælp har oplevet stor interesse for organisationens sociale indsatsområder gennem de seneste år, hvor et stigende antal mennesker i Danmark, har fået vanskeligere og vanskeligere ved at få økonomien og hverdagen til at hænge sammen. En udvikling, som bl.a. Erik Sørensen, der stiller op som formand for den nye Dansk Folkehjælp-afdeling, er meget optaget af og som han blandt andet vil fokusere på gennem Dansk Folkehjælps ferie- og julehjælp til socialt udsatte familier i regionen. Erik Sørensen udtaler:
”Frederikshavn og Nordjylland er blandt de steder i Danmark, hvor stadig flere mennesker står udenfor arbejdsmarkedet og har svært ved at få indtægterne til at stå mål med udgifterne. Konsekvensen er vidtrækkende for det enkelte menneske, den enkelte familie og for regionen, der lider store menneskelige og økonomiske tab. Og selvom jeg ikke kan afskaffe problemerne, så er det min målsætning at jeg med en formandspost i den nye afdeling kan bidrage til at gøre livet lidt bedre for de socialt udsatte, der for eksempel ikke har råd til at holde ferie og jul.”
Dansk Folkehjælps nye afdeling i Frederikshavn afholder tirsdag den 16. august kl. 19:00 stiftende generalforsamling på adressen Skolegade 8, 9900 Frederikshavn. Alle er velkomne til at deltage i informationsmødet og hilse på formanden for Dansk Folkehjælp, Ib Jensen, og Ernst Trillingsgaard, som vil fortælle om den nye afdeling.
