Julehjælp: Topledere og automekaniker samlede 1.5 million ind
08. december 2010

Flemming Østergaard, Stig Elling, Ernst Trillingsgaard, Poul Madsen og mange flere samlede ind til Dansk Folkehjælps julehjælpsindsamling.
Tirsdag den 7. december ringede 15 ledere fra dansk erhvervslivs top traditionen tro til personer i deres netværk for at samle ind til Dansk Folkehjælps julehjælpsindsamling. Samtidig kunne den selvstændige automekaniker Niels Rask fra Vestsjællands Bilsyn overrække Dansk Folkehjælp hele 250.000 kr., som det lykkedes ham at indsamle via sit netværk på blot en lille uges tid.
Over al forventning
Da Dansk Folkehjælp sidste år inviterede en gruppe erhvervsledere fra dansk erhvervslivs top ind på Ekstra Bladet, for at bede dem ringe rundt i deres netværk og rejse penge til organisationens julehjælpsindsamling, lykkedes det på få timer, erhvervslederne at samle 755.000 kr. ind.
I går indfandt erhvervslederne sig atter på Ekstra Bladet for at ringe rundt til potentielle bidragydere i deres netværk og få timer senere kunne deres indsamlingsresultatet gøres op til 1.250.000 kr. Dermed slog erhvervslederne deres egen rekord fra 2009, og det vakte stor begejstring blandt erhvervsspidserne:
”Man skal jo altid stræbe efter at gøre det bedre, og da vi satte os ned for at ringe, vidste vi at flere mennesker end nogensinde havde brug for julehjælp, og derfor afstemte vi også vores ambitionsniveau i forhold til dén virkelighed. Så da indsamlingsresultatet på 1.500.000 kr. forelå, var der selvsagt stor jubel – det var over al forventning og fantastisk at vi nu kan hjælpe endnu flere mennesker,” udtaler Poul Madsen, Ekstra Bladet.
Automekanikers bidrag får indsamling op på kvart million
Samme dag kom endnu et flot indsamlingsresultat fra en indsamling, som den selvstændige automekaniker Niels Rask og hans kone fra Vestsjællands Bilsyn havde sat i værk. Niels Rask havde set et tv-indslag, hvori det blev nævnt at Dansk Folkehjælp var 140.000 kr. fra at nå sit indsamlingsresultat fra 2009, på samme tidspunkt.
Det fik Niels Rask til at iværksætte sin egen indsamling via sit netværk, hvor han på telefon og e-mail opfordrede kunder og samarbejdspartnere til at bidrage til Dansk Folkehjælps julehjælpsindsamling.
I går tirsdag kunne Niels Rask så præsentere indsamlingsresultatet, som ikke alene var opnået på blot en lille uges tid, men som beløb sig til 250.000 kr. og dermed var langt over det oprindelige mål på 140.000 kr. ”Mens fattigdomsdebatten har raset blandt politikere og meningsdannere, har Niels Rask taget sagen i egen hånd og gjort en forskel for de mennesker, det drejer sig om. Det er ikke alene yderst filantropisk – det er økonomisk set et af de største bidrag, vi nogensinde har modtaget til vores julehjælpsindsamling. Med Niels Rasks bidrag kommer vi foreløbigt op på 3.3 millioner koner, og det betyder at vi bliver i stand til at give flere hårdt trængte familier julehjælp i år,” udtaler generalsekretær i Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Dansk Folkehjælp: Telefon 70 220 230 eller post@folkehjaelp.dk
Deltagere i Dansk Folkehjælps erhvervspanel:
- Poul Madsen, chefredaktør, Ekstra Bladet
- Jan Jensen, chefredaktør, Ekstra Bladet
- Flemming Østergaard
- John Norden, direktør Mybanker.dk
- Ernst Trillingsgaard, ambassadør for Dansk Folkehjælp og direktør Aalborg Kongres Center
- Jens Bærentsen, direktør ALKA Forsikring
- Stig Elling, ambassadør og direktør Star Tour
- Christian Have, ambassadør og kreativ direktør for Have Kommunikation
- Vibeke Hartkorn, ambassadør og direktør
- Hans-Henrik Søndersted Olsen, ambassadør og direktør, Klausen & Partners
- Anna Thygesen, direktør, Prime Time Diva
- Folmer Risager, direktør, Dansk Folkeferie
- Henrik Feldborg, direktør, LO Plus
- Ib Jensen, formand for Dansk Folkehjælp
- Klaus Nørlem, generalsekretær i Dansk Folkehjælp
