Home > Nyheder: Haiti: Millioner til dansk genhusningsprojekt

Haiti: Millioner til dansk genhusningsprojekt

14. april 2010

Først fik ASF-Dansk Folkehjælp international anerkendelse for at udvikle et design for nødboliger i Haiti. Nu indgår Dansk Folkehjælp en aftale med en stor amerikansk nødhjælpsorganisation om at opføre i alt 3.000 nødboliger af samme design. I tilknytning til kontrakten skal Dansk Folkehjælp etablere 150 byggeteams. Det betyder, at aftalen sikrer beskæftigelse for 450 lokale haitianere.

Dansk Folkehjælp var først med at udvikle et nødboligdesign, som alle internationale hjælpeorganisationer kunne anvende i forbindelse med det massive genhus- ningsbehov, der er i Haiti. Det dansk udviklede design fik anerkendelse for at være gennemtænkt, økonomisk, bæredygtigt og hurtigt at opføre. En række internationale hjælpeorganisationer, herunder amerikanske ADRA, var begejstrede for designet og parate til at tage det i anvendelse.

I tilknytning til Dansk Folkehjælps eget genhusningsprogram, indgår organisationen med underskrivelsen af aftalen sent i går, nu en aftale med amerikansk baserede ADRA International om at opføre ikke mindre end 3.000 af netop denne type nødboliger over de kommende måneder. Kontrakten har en samlet værdi på ca. 30 millioner danske kroner.

Hjælp til selvhjælp
Det store genhusningsprogram har flere dimensioner, som får stor betydning for lokalsamfundet i Haiti, og særligt Dansk Folkehjælps indsatsområde i bydelen Carrefour 15 kilometer fra Port au Prince centrum. Nødboligerne er udviklet ud fra filosofien om hjælp til selvhjælp, men de mange haitianske familier, som nu skal i gang med at opføre deres egen nødbolig får professionel rådgivning og praktisk vejledning af 450 lokalt ansatte haitianere. Vi skal samtidig med opførelsen af husene sikre, at disse konstrueres på en sikker og forsvarlig måde. Derfor går vi nu i gang med at uddanne 150 byggeteams, som hver består af 3 håndværkere. De 450 lokale håndværkere uddannes i Haiti af vores egne ingeniører udsendt her fra Danmark. Vores genhusningsindsats har således også en meget vigtig indkomstskabende dimension – udtaler generalsekretær Klaus Nørlem.

Organisationens største genhusningsprogram
Genhusningsprogrammet bliver det største for Dansk Folkehjælp nogensinde. Senest gennemførte Dansk Folkehjælp et tilsvarende program på Sri Lanka efter tsunamien, hvor organisationen med midler fra det danske udenrigsministerium opført 500 nødboliger.

Behovet for nødboliger enormt
Den midlertidige genhusning af de tusindvis af familier, som mistede deres hjem under jordskælvet den 12. januar i år, er da også enormt. FN anslår, at op mod 1,2 millioner mennesker blev hjemløse som følge af jordskælvet. Det er derfor helt åbenlyst, at Dansk Folkehjælps fokus på genhusning er et rigtigt valg.

Fortsat behov for økonomisk støtte
Der er fortsat behov for støtte til Dansk Folkehjælps arbejde i Haiti.

Det kan gøres på følgende måder:
• Online via organisationens hjemmeside folkehjaelp.dk
• SMS: send STØT til 1999 og støt med 100 kr. Beløbet plus almindelig sms-takst opkræves automatisk på din næste mobilregning
• Ring 90 565 444 og støt med 100 kr. pr. opkald
• Direkte indbetaling til vores bankkonto Arbejdernes Landsbank reg. nr. 5301 konto nr. 0900013

Yderligere information
For yderligere information kontakt generalsekretær Klaus Nørlem på telefon 20 33 09 39 eller leder af international afdeling Allan M. Vokstrup på telefon 29 61 56 59.