Livsglæde har ingen alder
28. juli 2010
Der var himmelsenge, laksemadder, fællessang og især en masse nye venner, da ASF-Dansk Folkehjælp inviterede enlige ældre på ferie på godset Lungholm på Lolland – de ældre, som aldrig har været vant til at blive gjort stads af.
De var unge, dengang en rigtig husmor kunne lave sin egen tykmælk og sagtens havde plads til fem børn i en to-værelses. De arbejdede på fabrikker i job, der for længst er blevet historie, ligesom fabrikkerne også er forsvundet. De er dem, der byggede velfærdssamfundet op – og de er dem, der aldrig kendte til den luksus at spise laksemadder til frokost og tage på ferie flere gange årligt. Og da slet ikke ferier, der ikke betød endnu mere arbejde for husmoderen, når hun skulle have det til at fungere i et spidstelt med en primus som køkken.
Derfor er det en helt særlig oplevelse at vågne op bogstavelig talt i baronens seng på Lungholm Gods, der ligger på Lolland. 11 ældre mennesker fra København er kommet på en uges ferie på godset, inviteret af ASF-Dansk Folkehjælp i samarbejde med Københavns Kommune. Meningen er, at de ældre, der sidder alene rundt om i byen i hver deres egen lille lejlighed, skal få en oplevelse. Og også gerne få kontakt med andre ældre mennesker, for man kan godt blive ensom, når ægtefællen og venner og omgangskreds dør.
Netop derfor er gæsterne på Lungholm Gods for de flestes vedkommende højt oppe i årene, men de er også den slags mennesker, der holder af livet og stadig ser hver ny dag som en god dag, selv om ingen af dem længere kan løbe efter bussen eller danse natten lang.
Uden de frivillige
I ugens løb har Bjørn Tidmand været på besøg, de har været på besøg i Knuthenborg Dyrepark, været ude at spise, og sidst men absolut ikke mindst: De har beundret slottes smukke park og sovet i himmelsenge, siddet i rokokkomøbler og brugt det fine porcelæn, som om det var noget ganske daglidags. Jo, det har været en uforglemmelig uge, men det havde ikke kunnet lade sig gøre uden de frivillige hjælpere: Aase, Marianne, Futte og Ebbe, som – i parantes bemærket – nogle af damerne gerne så som deres egen, private butler.
Til hverdag er de sygehjælpere og sygeplejersker eller på efterløn, men fælles for dem er, at de alle er frivillige mennesker, der bruger deres fritid på at tage på ferie med de ældre.
FAKTA
ASF-Dansk Folkehjælp inviterer hver sommer tre hold ældre mennesker på en uges gratis ferie. I år har det været i samarbejde med Københavns Kommune, og foreningen håber, andre kommuner i hele landet bliver interesserede i at være med i projektet.
Artiklen er forkortet, men du kan læse den i fuld længde hér.
Kilde: Familiejournalen, nr. 30/2010
