Massivt behov for julehjælp
15. november 2010
Her ved udgangen af Det Europæiske Fattigdomsår sparker Dansk Folkehjælp igen sin årlige julehjælpsindsamling i gang i samarbejde med Ekstra Bladet og en lang række partnere samt bidragydere. Den 1. december sidste år havde langt over 5.000 socialt udsatte familier ansøgt om julehjælp, men allerede nu melder organisationen om markant flere ansøgninger fra et stigende antal socialt udsatte familier, som ikke har råd til gaver, juletræ og mad.
Beskæmmende udvikling i et fattigdomsår
Den stigende fattigdom i Danmark er dokumenteret i en lang række rapporter, og hos Dansk Folkehjælp, som netop har sparket sin årlige julehjælpskampagne i gang, mærker man den også: ”De foreløbige meldinger tyder på, at 2010 bliver et beskæmmende rekordår, hvad angår antallet af socialt udsatte familier, som ikke har råd til basale ting i hverdagen og er ude af stand til at holde jul. Selvom det kun har været muligt at ansøge om julehjælp i to uger, har vi aldrig nogensinde haft så travlt med at håndtere de mange ansøgninger, der strømmer ind fra socialt udsatte i hele lande,” udtaler generalsekretæren i Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem.
56.000 børn lever i fattigdom
Det kan virke paradoksalt for mange at tale om fattigdom i Danmark, men ikke desto mindre er antallet af fattige fordoblet på mindre end 10 år, og det går især hårdt ud over børnefamilierne – ikke mindst i forbindelse med julen, som i høj grad er børnenes og familiens fest.
Det anslås, at 200.000 danskere lever i fattigdom, heraf cirka 56.000 børn og dermed blandt dem, som har brug for julehjælp. Dansk Folkehjælp søsætter julehjælpskampagnen for fjerde år i træk i år, og for hvert år der er gået, er der blevet slået en kedelig rekord i antallet af socialt udsatte familier, der ansøger om julehjælp. ”Selvom fattigdom er kommet på den politiske dagsorden, og der har været skrevet og talt meget om fattigdom, er der blevet gjort meget lidt for at dæmme op for fattigdom. Det afspejler sig i den tendens, vi ser allerede på dette tidspunkt i indsamlingen, og derfor håber vi, at rigtig mange igen vil give deres støtte til dem, der ikke har så meget,” siger Klaus Nørlem.
Ansvarshavende chefredaktør Poul Madsen udtaler: ”2009 er foreløbig det år, hvor flest fattige børnefamilier indsendte et 4 sider langt ansøgningsskema med anmodning om hjælp til julen, et ansøgningsskema, som altid er godkendt af kommunernes socialforvaltning. Ikke mindre end 5.000 familier i Danmark søgte om hjælp, og Ekstra Bladet og Dansk Folkehjælp kunne med et indsamlingsresultat på 3,3 mio. kroner støtte 2.440 familier sidste år”.
Julehjælpen betød alt for enlig far til to
Ricardo Leon fra Næstved, enlig far til to, var én af de 2.500 godkendte ansøgere, som modtog julehjælp sidste år, og julehjælpen betød alt for ham: ”Det var overvældende at modtage julehjælp, for så kunne jeg få råd til at holde jul for mine børn. Ja, selv hunden kunne få mad. Det er fantastisk, at der er nogen, der har overskud til at hjælpe andre som mig, der har det svært. Jeg kunne give mine børn nogle lidt større gaver, end jeg ellers ville kunne give dem, og havde vi ikke fået hjælp, havde det ikke været muligt at holde jul i det hele taget,” siger han og opfordrer samtidig til at støtte op om dette års indsamling, så andre i samme situation kan holde jul.
Hvem får julehjælp?
Julehjælpen fordeles via Dansk Folkehjælps 50 afdelinger over hele Danmark. Alle, der modtager julehjælp, har ansøgt og er blevet indstillet af socialforvaltningen i deres kommune. På den måde sikrer Dansk Folkehjælp, at julehjælpen går til de mest trængende familier. Hver familie får en pakke til en værdi af 1.500 kr. bestående af kolonialvarer og 2 gavekort til en sportsforretning og en legetøjsforretning. Hver indsamlet krone går ubeskåret videre til julepakker til familierne.
Sådan kan du støtte
- SMS: julegave til 1999 og støt med 150 kroner. Beløbet + alm. sms-takst trækkes automatisk på næste mobilregning.
- Ring 90 565 444 og støt med 100 kroner pr. opkald. Beløbet trækkes automatisk på næste telefonregning.
- Indsæt dit bidrag på konto i Arbejdernes Landsbank reg. nr. 5301 konto nr. 0 333 666, mærk dit bidrag julegave.
Se i øvrigt: http://www.folkehjaelp.dk/bidrag/stot-julehjaelpen/
For interviews og yderligere information kontakt venligst:
Poul Madsen / Ekstra Bladet: 23 30 13 13 poul.madsen@eb.dk
Klaus Nørlem/ Dansk Folkehjælp: 2033 0939 kn@folkehjaelp.dk
Fakta om julehjælpsindsamlingen:
Antal godkendte ansøgere:
År 2007 = 550, År 2008 = 2.200, År 2009 = 5.000
Uddelte julepakker:
År 2007 = 430 stk., År 2008 = 1.485 stk., År 2009 = 2.440 stk.
Indsamlede beløb:
År 2007 = 0,6 mio., År 2008 = 1,8 mio., År 2009 = 3,3 mio.
