Megafon-undersøgelse: Mange ansatte i daginstitutioner kan ikke førstehjælp
22. august 2011
PRESSEMEDDELELSE
En MEGAFON-undersøgelse, som er foretaget blandt 692 institutionsledere i Danmark, viser, at 70 % af de ansatte i landets 4.500 daginstitutioner har gennemgået en førstehjælpsuddannelse. Men undersøgelsen viser også, at på 28 % af landets daginstitutioner, svarende til mere end 1.200, har nogle, men ikke alle ansatte modtaget kurser i førstehjælp. Og mere end 50 af de 692 adspurgte institutionsledere angiver, at ingen ansatte har modtaget kurser i førstehjælp.
Førstehjælp prioriteres ikke højt nok
Mandag den 22. august skyder Dansk Folkehjælp en kampagne i gang, som henvender sig til landets omtrent 4.500 daginstitutioner, med tilbud om førstehjælpskurser. På trods af at undervisning i førstehjælp er blevet obligatorisk på seminarerne, og at daginstitutionerne har fået større fokus på vigtigheden af førstehjælp, så vidner en ny Megafon-undersøgelse om, at mange ansatte i landets daginstitutioner ikke tilbyder deres ansatte førstehjælpskurser.

Mangel på ressourcer og midler
Når der findes daginstitutioner, hvor ingen eller kun nogle ansatte har modtaget førstehjælpskurser, skyldes dette, ifølge Megafon-undersøgelsen, ressourcemæssige og/eller økonomiske prioriteringer. Dette vækker bekymring hos Dansk Folkehjælp, der er én af landets største udbydere af førstehjælpskurser. Generalsekretær i Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem, udtaler:
”Det er selvfølgelig langt fra optimalt, at mange ansatte i landets daginstitutioner ikke kan yde førstehjælp. For når uheldet er ude, risikerer man, at den eller de, der kan førstehjælp, ikke er til stede. Egentlig burde alle, der har med mennesker at gøre, kunne yde førstehjælp – ikke mindst i daginstitutionerne, hvor børn ofte kommer til skade. Desværre er det endnu ikke lovpligtigt at give ansatte i daginstitutionerne kurser i førstehjælp, og det betyder, at mange daginstitutioner så også prioriterer derefter. Samtidig er det også vigtigt, at førstehjælpen vedligeholdes minimum hvert tredje år. Er der gået længere tid, viser undersøgelser, at det tillærte stof glemmes.”
40 % af besøgene på skadestuerne kan undgås
I 2006 viste en opgørelse fra Statens Institut for Folkesundhed, at de 0-14-årige besøger skadestuen 160.000 gange årligt, og at op imod 40 % af skaderne kan behandles af personer med en grundlæggende førstehjælpsuddannelse, hvorved der kan spares mange penge og timer i det offentlige og i den enkelte institution.
Med venlig hilsen
Dansk Folkehjælp
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Klaus Nørlem, Generalsekretær, Dansk Folkehjælp, 70 220 230
Lone Rasmussen, Konsulent, Dansk Folkehjælp, 70 220 230
Christian Møller, Pressekoordinator, Have Kommunikation, 2624 0128
