Ønskeliste til politikerne: Bedre vilkår for frivillige
18. september 2011
Den 30. september 2011 markeres det internationale frivillighedsår. Formand for Dansk Folkehjælp Ib Jensen påpegede ved organisationens årsmøde den 18. september, at der på trods af stor tilstrømning af nye medlemmer til Dansk Folkehjælp er for lidt politisk fokus på at skabe bedre vilkår for de frivillige, der netop løser en række vigtige velfærdsopgaver i Danmark. Særligt hvis man fra politisk side ønsker, at flere velfærdsopgaver skal løftes af frivillige hænder.
Efterlyser bedre vilkår
På årets første 8 måneder har Dansk Folkehjælp haft en historisk stor medlemsfremgang på hele 25 procent. Dansk Folkehjælp har i dag 3.000 frivillige, der er med til at gøre en forskel. De frivillige arbejder bl.a. for de mest udsatte i et dansk samfund. Men for at de frivillige kan gøre deres arbejde, bliver politikerne i Danmark nødt til at sikre bedre vilkår for det voksende antal frivillige, fremhæver Ib Jensen.
”I år 2010 investerede vi mere end 200.000 frivilligtimer inden for områder af det frivillige sociale arbejde og på forebyggelsesområdet. Med et nærmest fastfrosset Tips- og lottotilskud fra staten over de sidste 5 år på årligt mellem 1,5 – 2 millioner kroner, så betaler den danske stat rundt regnet 10 kr. for hver time, hvor der løses vigtige og samfundsnyttige opgaver af frivillige til gavn for de mest udsatte i Danmark.
Flere politikere har ambitioner om, at 50 procent af Danmarks befolkning skal udføre frivilligt arbejde. I dag er det ca. 30 procent af befolkningen, som udfører frivilligt arbejde – kun 6 procent af disse er aktive inden for det frivillige sociale område”.
Ambitioner skal forvandles til konkrete resultater
Dansk Folkehjælp opfordrer politikerne i Danmark til at være mere ambitiøse for at skabe så gode vilkår som muligt for det frivillige arbejde inden for det sociale- og forebyggelsesområdet. Helt konkret efterlyser Dansk Folkehjælp:
• Større offentlige tilskud, som letter organisationernes administrative økonomiske byrder på lige fod med eksempelvis Hjemmeværnet
• Gratis sundhedsydelser, ulykkes- og ansvarsforsikringer af frivillige
• Fuld kompensation for alle udgifter i udførelsen af deres arbejde, herunder transport, forplejning, beklædning o.a.
• Mere fair fordeling af § 18-midlerne, således man i højere grad tilgodeser de landsdækkende frivillige, sociale organisationer
• Bedre vilkår for eksempelvis virksomheder kan støtte dette arbejde i Danmark, ved at give dem attraktive muligheder for investeringer på det sociale område.
Årets Folkehjælper 2011 udnævnt
På årsmødet blev også Årets Folkehjælper kåret. Prismodtagerne var ægteparret Rask, der indsamlede 250.000 kroner til Dansk Folkehjælps Julehjælpsindsamling. Bidraget fra ægteparret blev fremhævet af Dansk Folkehjælp som ét af de mange store enkeltbidrag, som organisationen har modtaget fra det stadig stigende antal frivillige i Dansk Folkehjælp, der ønsker at hjælpe socialt udsatte.
Lille indsats, stor forskel
Ægteparret Rask samlede den store sum på blot nogle få dage ved at bruge deres personlige og forretningsmæssige netværk. De bad hver enkelt de kontaktede om at købe et støttebevis på 1.000 kroner til det gode formål. Efter 3 dage havde familien fået 140 henvendelser af folk, der gerne ville støtte den gode sag. Ægteparret så, hvor nemt det var at yde en frivillig indsats. De fortsatte med at samle penge ind og kunne til sidst aflevere en check på 250.000 kroner til Dansk Folkehjælp. Et beløb, som var nok til at hjælpe 166 socialt udsatte familier med at holde jul med mad og gaver.
Med venlig hilsen
Dansk Folkehjælp
For yderligere information, kontakt venligst:
Ib Jensen, Dansk Folkehjælp // ij@folkehjaelp.dk // 2441 2577
Christian Møller, Have Kommunikation // cmo@have.dk // 2624 0128
