Annette Heick
Annette Heick er ny ambassadør for Dansk Folkehjælp.
Annette vil sætte fokus på socialt udsatte grønlandske børn, rekruttering af frivillige til organisationen og førstehjælpskurser i landets skoler og virksomheder.
Hjælp til udsatte grønlandske børn
“Det skærer mig i hjertet, når jeg hører, at grønlandske børn ikke kan komme på ferie som andre børn, fordi der ikke er råd til det. Selvom Grønland geografisk er langt væk, så går de grønlandske børns problemer mig meget nært. Derfor forsøger jeg og en række andre ambassadører fra Dansk Folkehjælps ambassadørkorps i øjeblikket at samle 1 million kroner ind til at sende de grønlandske børn på et ugelangt ferieophold i Danmark”.
Lærer førstehjælp, efter skaden er sket
“De danske folkeskoler henviser langt over 100.000 skader til skadestuerne hvert år, fordi forsvindende få elever og lærere kan yde basal førstehjælp. Eneste mulighed er derfor at sende de tilskadekomne på skadestuen. Generelt lærer mange først førstehjælp, når skaden er sket. Derfor vil jeg gerne være med til at udbrede kendskabet til førstehjælp, så vi kan nedbringe antallet af tilskadekomne på skadestuerne og hjælpe hinanden med det samme, når uheldet er ude”.
Vil rekruttere frivillige til organisationen
Dansk Folkehjælps 50 afdelinger befolkes af omtrent 3000 frivillige ildsjæle, som hvert år sørger for at holde organisationens humanitære og velgørende aktiviteter på skinner. “Jeg vil gerne gøre mit til at skaffe endnu flere frivillige til organisationens forskellige indsatsområder, for uden de frivillige ildsjæles hjælp kan vi umuligt hjælpe alle dem, der har brug for hjælp. Og der er mange, der har brug for hjælp”.
