Projekt Bedste Ven er nu igangsat
30. januar 2010
ASF-Dansk Folkehjælp har ansvaret for Projekt Bedste Ven på Sjælland, i Hovedstaden og på Bornholm, og Servicestyrelsen har skudt projektet i gang her først i januar måned 2010.
Projektets koordinatorer for Region Hovedstaden og Bornholm samt Region Sjælland får allerede nu henvendelser fra 60+ -årige, som gerne vil være Bedste Ven for et sårbart eller udsat barn eller ung. Projektkoordinatorerne får også henvendelser om børn og unge i alderen 8 til 18 år, der gerne vil have sådan en ekstra bedsteforældre, så hvis du kender et barn eller en ung, der kunne have godt af at have en Bedste Ven, er du meget velkommen til at rette henvendelse til os.
ASF-Dansk Folkehjælp har etableret samarbejde med LO Faglige Seniorer om rekruttering af seniorer, og derudover håber vi, at rigtig mange frivillige fra ASF-Dansk Folkehjælp, der er over 60 år, vil gøre en stor forskel for et barn ved et par gange om måneden at være sammen med barnet om gode oplevelser.
Bedste Vennen skal ikke erstatte forældre eller sociale myndigheder. Bedste Vennen skal være en slags ekstra bedsteforældre, der er sammen med barnet på samme måde, som bedsteforældre er sammen med børnebørn. Og børnene skal ikke være behandlingskrævende, men ganske almindelige børn, der trænger til lidt ekstra voksenkontakt.
I projekt Bedste Ven matches senior og barn efter interesser, og vi sørger for at tilbyde både de voksne og børnene gode oplevelser. Vi har også en hotline, der er åbent altid, så Bedste Venner altid har et bagland at henvende sig til.
I ASF-Dansk Folkehjælp oplever vi en interesse for, at flere generationer i et lokalområde kan hjælpe hinanden ved for eksempel, at en efterlønner eller pensionist bruger lidt af sin tid på at hjælpe et barn. Og det er dejligt at mærke, at solidariteten og den frivillige indsats stadig har gode vilkår i dagens Danmark.
Hvis du eller nogen, du kender, er interesseret i at lave den slags frivilligt socialt arbejde, så kan du kontakte projektet på telefonnummer 70 220 230. Læs mere om initiativet på http://www.folkehjaelp.dk/det-goer-vi/frivilligt-socialt-arbejde/bedste-ven/
