Udsatte børn får netværksskabende kompetencer
17. oktober 2011
PRESSENOTE, OKTOBER 2011
Ferie skal give udsatte børn netværksskabende kompetencer
Dansk Folkehjælp har i mange år tilbudt sårbare og udsatte børn og unge gode og sjove ferier i skolesommerferierne, men i år har de udvidet programmet til også at omfatte en efterårsferie for 50 børn. Ferien skal gennem oplevelser give børnene kompetencer til bedre at kunne indgå i kammeratskaber, men også inspirere til sund levevis.

Dansk Folkehjælp tilbyder flere tusinde børn, unge, familier, enlige forsørgere og ældre ferieophold i 2011. I år har Dansk Folkehjælp udviklet en ny form for ferie til sårbare og udsatte børn, hvor ferien også indeholder netværksopbyggende aktiviteter. Ferieopholdet støttes af Bikubenfonden.
Oplevelser der styrker
Efterårsferien vil foregå på Vingsted Hotel og Konferencecenter i Bredsten, hvor der vil være 1 faglig leder og 10 frivillige hjælpere til at sørge for børnene får en rigtig god ferie med masser af oplevelser og samvær med hinanden.
Dansk Folkehjælp lægger særlig vægt på at børnene får en ferieoplevelse, der er værd at fortælle om til vennerne, og vil desuden inspirere til en sund livsstil, hvor det at røre sig og spise sund mad bliver en naturlig del af at holde ferie og have det rart med hinanden.
Fakta om Dansk Folkehjælps ferieophold
Dansk Folkehjælp er den største formidler af ferieophold for socialt udsatte herhjemme. I år arrangeres ferier for 2.800 personer, der af forskellige årsager ikke har mulighed for selv at komme på ferie. Ansøgningerne om Feriehjælp bliver formidlet via kommunernes socialforvaltninger og er for enlige, mindrebemidlede forsørgere, socialt udsatte familier, socialt udsatte børn, asylfamilier og grønlandske forsørgere bosat i Danmark.
Med venlig hilsen
Dansk Folkehjælp
For yderligere information kontakt om Dansk Folkehjælps ferier kontakt Dansk Folkehjælps hovedkontor på tlf. nr. 70 220 230.
For yderligere spørgsmål og interviewkontakt Have Kommunikation, Kristina Sindberg på kristina@have.dk eller 24 86 01 84.
