Forside > Nyheder > Truede børn bliver mandsopdækket

Truede børn bliver mandsopdækket

Foreløbige erfaringer viser, at seks af ti truede børn kan undgå anbringelse.

I stedet for at fjerne børn fra familier plaget af misbrug, vold, psykisk sygdom eller seksuelle overgreb vælger Københavns Kommune i en række tilfælde en metode, hvor kommunen kan trænge ind i hjemmene uden at have beviser for overgreb – og hvor børnene beskyttes ved mandsopdækning af familien.

Foreløbige resultater viser, at i seks af ti sager bliver en anbringelse afværget.

»Det er en ultimativ succes, at vi kan holde sammen på familierne i disse højrisikosager, hvor normal praksis ville have betydet anbringelse af alle børn«, siger områdechef Mikkel Damgaards fra Københavns Kommunes socialforvaltning.

Flere kommuner – senest Brønderslev, Lolland og Rebild – har fået hård kritik for deres manglende evne til at hjælpe børnene, når de har modtaget underretninger om børns vantrivsel.

Valg mellem deltagelse eller indgreb
Kommunerne har undskyldt sig med, at de ikke havde beviser nok. I den københavnske model kan familierne få valget mellem at deltage i arbejdet for at sikre barnets ve og vel, eller kommunen griber ind alene på grundlag af mistanke.

Vælger forældrene at samarbejde, får familierne en sikkerhedsplan for, hvordan børnene kan få beskyttelse både af kommunens medarbejdere, der kommer i hjemmet, og fra personer i familiens netværk: slægtninge, venner og andre.

Indtil nu har over et halvt hundrede børn i 43 familier været omfattet.

I 17 af disse familier er sikkerhedssagen afsluttet, og 60 procent af børnene endte med ikke at blive anbragt.

Resten kom på institution eller i familiepleje.

Læs hele artiklen på www.politiken.dk

Kilde: Politiken