Forside > Nyheder > Ensomme ældre på netværksferie

Ensomme ældre på netværksferie

For 5. år i træk sender Dansk Folkehjælp ensomme ældre fra København på netværksferie. 21 ældre fra Københavns Kommune rejser i denne uge på ferie i Nordsjælland. Ferieopholdet er første etape i en række af aktiviteter, som Dansk Folkehjælp tilbyder de ældre med det formål at forebygge ensomhed og isolation.

De ældre bliver hinandens ”besøgsvenner”
Projekt SENIORNET er et tilbud om netværksdannelse for ensomme ældre, der har til formål at forebygge ensomhed og isolation. Målet er at etablere en omvendt besøgsordning, hvor ældre fra samme lokalområde blive hinandens besøgsvenner godt hjulpet af frivillige fra Dansk Folkehjælp. Efter ferieopholdet vil seniorerne få fælles mødested for nogle af deres aktiviteter i lokaler som Københavns Kommune stiller til rådighed.

Projekt SENIORNET startede for 5 år siden som en forsøgsordning i Københavns Kommune, men er i dag udvidet til intet mindre en 4 kommuner i landet; Guldborgsund, København, Horsens og Odense.

Generalsekretær i Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem, udtaler:
Vi er meget glade for, at vi kan tilbyde flere og flere ældre i Danmark at blive en del af Projekt SENIORNET. Vi kan se, at idéen er rigtig, og at de ældre får langt større livskvalitet. Vi håber, at vi kan udvide projektet til endnu flere kommuner de næste år.

For mere information kontakt:
Generalsekretær Klaus Nørlem, Dansk Folkehjælp, kn@folkehjaelp.dk, 70 220 230

Kontaktperson på ferien er:
Ferieleder Knud Sørensen, Dansk Folkehjælp Hvidovre Afdeling, 41 83 31 08

Med venlig hilsen
Dansk Folkehjælp

Fakta om Projekt SENIORNET
Forløbet består af tre etaper; et netværksdannende ferieophold væk fra hjemmet, hvor deltagerne lærer hinanden at kende ved fælles ferieoplevelser. Herefter arrangerer Dansk Folkehjælp 10 fællesarrangementer i de ældres kommune, hvor kendskabet og fællesskabet yderligere udbygges og de nye venskaber vedligeholdes. Projektet afsluttes med et weekendophold, hvorefter der er lagt op til at de ældre står på egne ben og forhåbentlig selv vil mødes privat.