Forside > Nyheder > Go’ sommer Danmark og Dansk Folkehjælp hjælper udsatte børn og unge i ferien

Go’ sommer Danmark og Dansk Folkehjælp hjælper udsatte børn og unge i ferien

Mandag den 25. juni starter en ny omgang Go’ Folkehjælp. Go’ sommer Danmark og Dansk Folkehjælp vil i juli måned sætte fokus på børn og unge, der ikke har mulighed for ferieoplevelser denne sommer. Via et hjælpeforum på Facebook vil de formidle oplevelser til børn og unge.

Sidste år lancerede Go’ sommer Danmark og Dansk Folkehjælp for første gang et hjælpeforum for udsatte danskere i ferien. Flere end 250.000 besøgte over sommeren sitet, og flere end 500 danskere deltog i projektet. Derfor er det også med stor glæde, at Dansk Folkehjælp i samarbejde med Go’ sommer Danmark nu kan præsentere endnu en omgang Go’ Folkehjælp, der vil formidle oplevelser mellem danskere via Facebook på http://www.facebook.com/DanskFolkehjaelp

Mange børn har ingen ferieoplevelser at dele
Rigtig mange børn kommer tilbage efter ferien og ekskluderes fra fællesskabet, fordi de ikke, ligesom deres kammerater, har en ferieoplevelse at fortælle om.

Generalsekretær i Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem, udtaler:
”Børn og gode ferieminder går hånd i hånd livet igennem. Desværre er der stadig mange børn i Danmark, der ikke kommer på ferie og derfor ofte ikke har noget at fortælle om. I Dansk Folkehjælp hjælper vi i år mere end 3.000 udsatte danskere – heriblandt mange børn, som vi sender af sted på et gratis ferieophold. Vi har desværre måtte afvise lige så mange på trods af, at vi har øget antallet af ferier igen i år, og vi håber, at nogle af disse familier kan få hjælp til en god ferie gennem Go’ Folkehjælp.”

Mød familierne i Go’ sommer Danmark og bliv inspireret
Udover at samle oplevelser ind til børn og deres familier via Facebook-siden vil man i Go’ sommer Danmark de kommende uger også kunne møde nogle af de familier, som projektet hjælper. I Go’ sommer Danmark vil man endvidere kunne få inspiration til aktiviteter man selv kan lave – og som ikke koster ret meget.

Redaktionschef hos Go’ sommer Danmark Michael Rydal Ravn udtaler:
”I Go’ sommer Danmark vil vi gerne underholde og inspirere – men vi har også lyst til at gøre en forskel, som kan mærkes hos dem, som ikke har så meget. Vi har tidligere samlet ind til jordskælvsofrene i Haiti, til børn, der ikke fik julegaver, og senest samlede vi 10 millioner kroner ind til de sultende på Afrikas Horn. I år glæder vi os til sammen med Dansk Folkehjælp at samle oplevelser ind til børn og unge, der ellers ikke ville have noget at fortælle om efter sommerferien.”

Om Go’ Folkehjælp
Go’ sommer Danmark vil i samarbejde med Dansk Folkehjælp yde hjælp til familier, børn og unge i Danmark, der ikke har mulighed for sommeroplevelser denne sommer. Tanken bag Go’ Folkehjælp er, at danskere skal kunne hjælpe og få hjælp direkte og konkret via et socialt netværk til en god sommer oplevelse, hvad enten man arbejder i en iskiosk hele sommeren eller at ens familie ikke har råd til at rejse på ferie.

I perioden 25. juni til 27. juli kan brugere via Go’ Folkehjælp i en samlet liste browse gennem de forskellige tilbud, der er, de kan skrive deres eget tilbud, og de kan sende en besked til et tilbud.

Hos Go’ sommer Danmark og Dansk Folkehjælp opfordrer man også brugerne til at dele deres oplevelser via ord og billeder eller at inspirere andre med en god idé til en ferieoplevelse.

Dansk Folkehjælp er den største formidler af Feriehjælp i Danmark og arrangerer hvert år ferier for fattige danske familier, børn og unge. Kunne du tænke dig at blive frivillig, så kan du læse mere om disse muligheder under ”Bliv frivillig”. Det kan også være, at du hellere vil give et bidrag, så Dansk Folkehjælp kan sende endnu flere på en gratis ferie i efteråret eller de kommende år.

Med venlig hilsen
Dansk Folkehjælp
TV 2, Go’ sommer Danmark