Forside > Nyheder > Salg af genbrugstøj skal styrke det frivillige sociale arbejde i Grenaa

Salg af genbrugstøj skal styrke det frivillige sociale arbejde i Grenaa

Torsdag den 19. juli åbner Dansk Folkehjælp ny genbrugsbutik i Grenaa. Genbrugsbutikken bliver bestyret af frivillige, og omsætning fra salget i butikken går til fattige familier og andre udsatte befolkningsgrupper i lokalområdet.

Genbrugstøj præger i stigende grad moden og bybilledet i mange byer i Danmark, og det samme gør desværre socialt udsatte befolkningsgrupper i en lang række byer og områder landet over. De to tendenser har Dansk Folkehjælp taget konsekvensen af og åbner endnu en genbrugsbutik – nu i Grenaa, som skal sælge billigt genbrugstøj til gavn for socialt udsatte personer.

Generalsekretær i Dansk Folkehjælp Klaus Nørlem udtaler:
”Dansk Folkehjælp sætter de kommende år fokus på at styrke det frivillige sociale arbejde via vores lokalafdelinger og frivillige. Et af redskaberne til at nå dette mål er salg af genbrugstøj igennem en række nyåbnede butikker. Vi håber, at mange lokale borgere i Grenaa og omegn vil bakke op om den nye butik. Vi har både brug for deres genbrug, ligesom vi har brug for mange frivillige til at drive butikken. Overskuddet fra genbrugsbutikkerne geninvesteres i lokalområdet, eksempelvis giver det lokalafdelingen mulighed for at anvende dele af overskuddet til julehjælp, feriehjælp og afdelingens omsorgsarbejde for ensomme ældre.

Dansk Folkehjælps genbrugsbutik åbner i Søndergade 7C, st. 8500 Grenaa.

Åbningsreceptionen finder sted torsdag den 19. juli kl. 13.00, hvor Folketingsmedlem Leif Lahn Jensen klipper snoren og holder åbningstalen.

Med venlig hilsen
Dansk Folkehjælp