Forside > Nyheder > Flyvende start for genbrugsbutik

Flyvende start for genbrugsbutik

Dansk Folkehjælp åbnede 1. juni sin første jyske genbrugsbutik – i Brande. Den har fået en flyvende start.

Dansk Folkehjælp åbnede den 1. juni sin første genbrugsbutik i Jylland. Det skete i Storegade 38 i Brande, og efter halvanden måned har det indtil videre været en bragende succes. Så stor, at de frivillige i butikken har svært ved at følge med.

– Det er bare gået smaddergodt.  Over al forventning.  Vi havde på et tidspunkt næsten helt udsolgt. Lige nu har vi igen fået meget ind, fortæller Marie Kristjansen, der er leder af genbrugsbutikken.

Faktisk går det så godt, at omsætningen i butikken i Brande ligger på det dobbelte af butikken på Lolland, der har kørt i længere tid.

– Jeg har tidligere arbejdet i andre genbrugsbutikker, og i forhold til dem – som jeg husker det – så er jeg helt oppe og køre over, at vi kan sælge så meget på en dag, som vi gør her, siger Marie Kristjansen.

Der er i øjeblikket ni faste frivillige og lige så mange afløsere, der kan trækkes på efter behov. Marie Kristjansen er der selv i mindst tre dage om ugen, og det har hun det fint med.

Hun har det som de andre frivillige i butikken, der hygger sig gevaldigt med hinanden og med de mange kunder eller dem, der kommer for at aflevere ting. Skulle nogen være forhindret i at komme, så er de fleste flinke til at tage ekstra vagter.

Mange faste kunder – Mange ringer eller kommer ind med tingene, eller de afleverer hjemme ved mig, og vi har fået mange faste kunder, der kommer jævnligt og kigger.

Derfor sørger vi også for en stor udskiftning af tingene, så der hele tiden er noget nyt, fortæller Marie Kristjansen.

Da avisen besøgte genbrugsbutikken, var Svend Jørgensen på vagt sammen med butikslederen. Han er en erfaren mand i frivilligt arbejde.

I 19 år underviste han også i førstehjælp. Men det rækker kræfterne ikke længere til. Han er i genbrugsbutikken to gange om ugen.

Kunder i alle aldre
Vi får tit ting ind, der er virkelig gode. Det er mest tøj og bøger, vi får ind, og vi kan risikere at komme til at sælge noget alt for billigt, da vi ikke har forstand på alt, siger Svend Jørgensen.

Men kommer der ting ind, som de frivillige er usikre på, så har de fagfolk, de kan trække på.

Marie Kristjansen mener, at det er blevet in at handle genbrug.

– Det er alle aldersgrupper, som vi ser. De unge mennesker køber mest tøj. Desuden kommer der rigtig mange turister ind til os, fortæller Marie Kristjansen.
Butikslederen tror, at den store succes nok skal vare ved.

– Første måned gik strygende, og nummer to er begyndt lige så godt, så jeg tror simpelthen ikke på, at der kommer nedgang. Jeg tror også, at det handler om, at butikken ser pæn ud og at tingene gør det samme. Desuden har vi altid gratis kaffe på kanden, fortæller Marie Kristjansen.

Kilde: Vejle Amts Folkeblad