Forside > Nyheder > Ny rapport giver dumpekarakter til den danske indsats i Helmand

Ny rapport giver dumpekarakter til den danske indsats i Helmand

Indbyggerne i Helmandprovinsen i Afghanistan har ikke fået meget ud af syv års forsøg på at kombinere danske soldaters kampindsats med hjælp til udvikling af det fattige samfund. Det konkluderer udviklingsminister Christian Friis Bach (R).

»Det civil-militære samarbejde har været præget af nødløsninger, vi helst havde været foruden, og som med sikkerhed i nogle tilfælde er slået fejl«, siger udviklingsministeren.

»Det har ikke været effektivt, og det har med sikkerhed været for dyrt, for bøvlet og besværligt«, siger Friis Bach.

Han understreger, at han ikke retter kritik mod de soldater og civile rådgivere, der har arbejdet med den såkaldte samtænkning.

Usædvanlig militær indsats
I de senere år er der brugt op mod 50 millioner kroner om året i Helmand på civile projekter som skolebyggeri, infrastruktur og løn til lokale embedsmænd – alt sammen udført med omfattende militær beskyttelse. Normalt bliver udviklingsbistand ikke blandet sammen med en militær indsats.

»Det har været ekstremt svært. Men der var ingen alternativer i Helmand; derfor måtte vi gå ind med afsæt i en militær indsats«, forklarer udviklingsministeren.

Han understreger, at fremtidige forsøg på at skabe civile fremskridt samtidig med dansk krigsdeltagelse »bestemt skal være en undtagelse«.

Ministerens vurdering af den højtprofilerede samtænkning kommer, samtidig med at de sidste ti års danske udviklingsbistand til Afghanistan på godt 3,8 milliarder kroner er blevet evalueret for første gang. Arbejdet er lavet af eksterne konsulenter for Danida.

Fokus på uddannelsessektoren
De tre rapporter, der offentliggøres i dag, bruger ikke meget plads på indsatsen i Helmand. De gennemgår i stedet den danske bistand til hele landet med fokus på uddannelsessektoren, genbosætning af flygtninge, bedre levevilkår og opbygning af en troværdig afghansk stat.

Især støtten til uddannelsessektoren fremhæves som en succes, mens der er mere afmålt ros til arbejdet med at genbosætte de seks millioner flygtninge, der er vendt tilbage til landet.

Evalueringerne kritiserer også, at det generelt har været svært at få den danske hjælp til at nå de særligt udsatte og den mest fattige del af den afghanske befolkning. Derudover udgør omfattende korruption et særskilt problem i landet, hvor 95 procent af statens indtægter kommer fra udenlandske donorer.

Og endelig er der skarp kritik af arbejdet med at opbygge en troværdig afghansk stat med en fungerende administration, politi og retsvæsen. Alligevel er Christian Friis Bach overordnet tilfreds.

»I lyset af hvor svært det er at arbejde i Afghanistan, så er den samlede indsats efter min mening godkendt«, siger han.

Kilde: Politiken