Forside > Nyheder > Førstehjælp: Danmark halter bagefter

Førstehjælp: Danmark halter bagefter

Chancerne for at overleve et hjertestop i hjertet af København er markant dårligere end hvis man befinder sig i hjertet af Oslo. I dag skyder Dansk Folkehjælp for 3. år i træk for deres førstehjælpskampagne i gang – Førstehjælp på Minuttet – ved at tilbyde de første 1.600 personer et førstehjælpskursus gratis.

Kampagen har i år fokus på den livreddende førstehjælp med hjertemassage, kunstigt åndedræt og hjertestarter.

Hvert år rammes 3.500 personer af hjertestop mens de opholder sig uden for sygehuset (kilde: Sundhedsstyrelsen). Tal for Dansk Hjertestopregister viser, at kun 7,3 % af personer i Danmark der får hjertestop overlever. Men chancen for at overleve et præhospital hjertestop stiger markant, hvis der indenfor få minutter ydes livreddende førstehjælp og her har de 15.000 hjertestartere på landsplan vist sig, at give en betydelig forbedring af overlevelsen ved hjertestop.

Gratis førstehjælpskurser over hele landet
Førstehjælp på Minuttet kører for 3. år i træk. Kampagnen er et samarbejde mellem Dansk Folkehjælp, Foreningen Østifterne, Ekstra Bladet og DK4. Til kampagnen er der udviklet en kort video, hvor det er muligt at se hvorledes livreddende førstehjælp ydes, denne kan opleves på både DK4 og Ekstra Bladet.

Derudover tilbyder Dansk Folkehjælp i samarbejde med Foreningen Østifterne de første 1.600 personer et gratis førstehjælpskurser i livreddende førstehjælp – kunstigt åndedræt, hjertemassage og hjertestarter. Tilmelding til kurserne kan ske allerede nu på folkehjaelp.dk

Mere lovgivning på området
Chancerne for at overleve et hjertestop i hjertet af København er markant dårligere end hvis man befinder sig i hjertet af Oslo. I Sverige og Norge har man for længst gjort førstehjælp obligatorisk i forbindelse med skole og uddannelse. En sådan lovgivning har man ikke i Danmark på trods af at 81 % af danskerne, ifølge en Megafonmåling foretaget af Dansk Folkehjælp sidste år, vil tage et førstehjælpskursus, hvis de fik muligheden gennem arbejdsgiver eller uddannelse. Det får generalsekretæren i Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem, til at opfordre politikerne til at lovgive på området:

”’Førstehjælp på minuttet’ er et gratis tilbud til danskerne og kan forhåbentlig være med til at forbedre den kedelige statistik vi har herhjemme, når det gælder overlevelse af hjertestop. Men vi ved også godt, at vi kommer længere med lovgivning end med de gode hensigter. Et godt eksempel er de 60.000 personer, der hvert år erhverver sig et kørekort og herigennem modtager 7 timers førstehjælpsundervisning. Men der er stadig behov for lovgivning på f.eks. børnepasningsområdet, i sundhedssektoren blandt sygeplejesker og i byggeindustrien, hvor der i dag ingen krav er om førstehjælp. Desuden ser vi gerne en opstramning af førstehjælp i folkeskolen, idet folkeskolerne har svært ved at tolke gældende regler for området”.

Tilmelding til gratis førstehjælpskurser skal ske på www.folkehjaelp.dk, efter princippet om ’først til mølle’.

Kurserne afholdes i: Hvidovre, Frederiksberg, Brøndby Strand, Hillerød, Køge, Næstved, Vordingborg, Nakskov, Odense, Svendborg, Vojens, Vamdrup, Vejen, Herning, Vejle, Århus, Rønde, Grenå, Horsens, Viborg, Nørresundby, Hobro, Aars, Løgstør, Hjørring, Frederikshavn.

Med venlig hilsen
Dansk Folkehjælp

Fakta om Førstehjælp på minuttet
Førstehjælp på minuttet er et samarbejde mellem Dansk Folkehjælp, Foreningen Østifterne, Ekstra Bladet og DK4. Foreningen Østifterne har med et sponsorat muliggjort at 1.600 personer kan få et gratis førstehjælpskursus. Kurserne tilbydes i 23 byer.

Læs mere på www.folkehjaelp.dk.