Forside > Nyheder > Dansk Folkehjælp får ny formand – Ib Jensen takker af efter over 20 år på posten

Dansk Folkehjælp får ny formand – Ib Jensen takker af efter over 20 år på posten

Dansk Folkehjælp har i dag valgt 38-årige Thomas E. Pedersen som ny formand for organisationen. Thomas E. Pedersen tager over efter Ib Jensen, organisationens længstsiddende formand, der har siddet på posten i mere end to årtier.

Efter mere end 20 år på posten går Dansk Folkehjælps længstsiddende formand, den 63-årige Ib Jensen, på pension og overlader roret til yngre kræfter. På organisationens netop afholdte årsmøde blev nuværende næstformand, den 38-årige Thomas E. Pedersen, valgt som ny formand.

Thomas E. Pedersen, som oprindeligt er uddannet isenkræmmer, bor i Stenstrup på Sydfyn. Thomas E. Pedersen begyndte at arbejde som samarit allerede i 1991, da han meldte sig ind i Dansk Folkehjælp. Undervejs har han været bestyrelsesmedlem i Nyborg-afdelingen, ungdomsansvarlig – først i Fynskredsen, senere som landsungdomsformand – såvel som instruktør og medlem af organisationsbestyrelsen, inden han i 2007 blev valgt til næstformand. I 2008 blev han medlem af Dansk Førstehjælpsråds uddannelsesudvalg, og sidste år blev han ny formand for Dansk Førstehjælpsråd.

En ung og visionær mand på posten
Den 16. september blev Thomas E. Pedersen så valgt til formand for hele organisationen. Det fandt i år sted hos 3F i Horsens i forbindelse med Dansk Folkehjælps årsmøde.

Om valget af den nye formand udtaler generalsekretær Klaus Nørlem:

”Med Thomas som ny formand kan Dansk Folkehjælp videreføre den linje, som har præget organisationen gennem de seneste år. Der er tradition for, at Dansk Folkehjælps formænd vælges fra medlemmernes midte, og at det er folk, som har arbejdet for vores sag igennem en årrække. Thomas er beviset på at denne tradition videreføres, idet han har udvist et stort og imponerende engagement i organisationens arbejde gennem to årtier. Selvom det er med vemod, vi tager afsked med Ib, der om nogen har viet sit liv og virke til Dansk Folkehjælp, så glæder vi os alligevel til at tage imod Thomas, når han skifter næstformandsposten ud med titlen som formand.”

Receptionen for den afgående og den nye formand finder sted den 4. oktober fra kl. 13-15 på Arbejdermuseet, Rømersgade 22.

Med venlig hilsen
Dansk Folkehjælp