Forside > Nyheder > Hædring: 95-årig bliver Årets Folkehjælper

Hædring: 95-årig bliver Årets Folkehjælper

Dansk Folkehjælps ærefulde titel, Årets Folkehjælper, gik i år til 95-årige Grethe Stief fra Hellerup, som hædres for sit forbilledlige engagement i forbindelse med Dansk Folkehjælps udviklingsarbejde i Afghanistan. Hendes donationer på henholdsvis 5 mio. kr. og 250.000 kr. har sikret uddannelse til unge afghanske kvinder og piger, og hun blev hædret ved Dansk Folkehjælps årsmøde den 16. september.

Traditionen tro uddelte Dansk Folkehjælp den ærefulde titel som Årets Folkehjælper i forbindelse med organisationens årsmøde. Det fandt i år sted i Horsens søndag den 16. september.

Titlen går i år til den 95-årige Grethe Stief fra Hellerup som en anerkendelse af hendes brændende ønske om at bidrage til et mere demokratisk Afghanistan. Hendes fokus har især ligget på at sikre unge kvinder adgang til videregående uddannelse, og således har hun givet et uegennyttigt bidrag på 5 millioner til opførelse af tre skoler i Afghanistan. Herudover har hun givet et bidrag på 250.000 kr. til etablering af en uddannelsesfond, som skal sikre fattige, men dygtige unge kvinder adgang til en universitetsuddannelse.

Et fantastisk forbillede
Generalsekretær for Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem, udtaler følgende om valget af Grethe Stief som Årets Folkehjælper:

”Grethe Stief er et på alle måder inspirerende, fantastisk og gavmildt menneske, som fuldt ud fortjener titlen som Årets Folkehjælper. Hendes bidrag til de unge kvinder og den demokratiske proces er uvurderlig, og det samme er det store engagement, hun samtidig har udvist. Efter sine donationer har hun nøje fulgt anvendelsen af midlerne og været stærkt optaget af, at de også har ført godt med sig, og at skole- og uddannelsesprojekterne faktisk er blevet gennemført. Samtidig er hun et fantastisk forbillede for alle – unge som gamle – der gerne vil gøre en forskel i verden. Et stort tillykke til Grethe herfra!”

Om Årets Folkehjælper
Prisen ”Årets Folkehjælper” tildeles årligt en eller flere personer, et eller flere medlemmer, en afdeling, en forening, en organisation, en virksomhed, et institut, en myndighed eller et medie, der har gjort en særlig indsats for de målgrupper, som Dansk Folkehjælp arbejder til fordel for.

Om kunstneren bag prisen Årets Folkehjælper
Annette Ravn er kunstneren bag skulpturen, som følger med udnævnelsen til årets FOLKEHJÆLPER. Skulpturen, som er udført i bronze, viser 3 personer i sammenhold. Skulpturen er ca. 30 centimeter høj og bærer navnet ’SOON’ (som står for: Solidaritet, Omsorg, Overskud og Næstekærlighed). Skulpturen har en værdi af kr. 11.000.

Tidligere modtagere af prisen:

  • 2008, Ekstra Bladet for deres fokus på fattigdom i Danmark
  • 2009, Foreningen Østifterne for deres indsats og støtte til udbredelsen af førstehjælp i Danmark
  • 2010, SASO, for deres arbejde med forældreløse børn i Sydafrika
  • 2011, ægteparret Rikke og Niels Rask for deres indsamling til fordel for julehjælp

Med venlig hilsen
Dansk Folkehjælp