Forside > Nyheder > En kvart million lever i fattigdom i Danmark

En kvart million lever i fattigdom i Danmark

Udviklingen er værst på Københavns Vestegn, viser ny undersøgelse.

Antallet af fattige danskere stiger fortsat, og jo tættere man kommer på København, des større er chancen for at møde en person, der kæmper med økonomien.

Sådan lyder konklusionen i en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), skriver Berlingske.

»Danmark bliver polariseret økonomisk og geografisk. Og det risikerer at gå ud over sammenhængskraften«, siger Jonas Schytz Juul, chefanalytiker hos AE, til avisen.

Analysen beskriver udviklingen i antal fattige danskere frem til 2010.

Under 9.000 kroner for en enlig
Ifølge AE lever næsten en kvart million under OECD’s fattigdomsgrænse, som i Danmark svarer til en indkomst på 8.788 kroner om måneden for enlige eller 5.047 kroner per person for en familie med fire børn.

I toppen af listen over de kommuner, hvor der er sket den største stigning i antallet af fattige, ligger Brøndby, Albertslund, Ishøj, København og Høje-Taastrup kommuner, skriver Berlingske.

Udviklingen er »meget bekymrende«, lyder det fra Morten Ejrnæs, der forsker i fattigdom ved Aalborg Universitet.

»Når der er stigende arbejdsløshed og kortere dagpengeperiode, er der flere, der falder ud af systemet. Det vil betyde, at fattigdommen kommer til at ramme bredere.«

Kilde: Politiken