Forside > Nyheder > Dansk Folkehjælp styrker samarbejdet med det lokale erhvervsliv

Dansk Folkehjælp styrker samarbejdet med det lokale erhvervsliv

Dansk Folkehjælp, med hovedsæde i Holeby, vil gerne styrke samarbejdet med det lokale erhvervsliv endnu mere.

Det gør man på flere områder i øjeblikket.

– Det er vores erfaring, at rigtigt mange både private og virksomheder ønsker at hjælpe, især når det gælder tre af vores vigtige indsatsområder: Hjælp til bygning af skoler i Afghanistan, julehjælp til udsatte familier i Danmark og feriehjælp til udsatte børn i Danmark, siger Klaus Nørlem, generalsekretær i Dansk Folkehjælp.

Foto: Per Klaaby

Organisationen har nu dels introduceret forskellige former for “partnerskaber”, hvor lokale firmaer kan støtte, og dels indgået et formelt samarbejde med naboerne i Holeby: Business LF.

Forleden var man sammen hos Dansk Folkehjælp for at markere de nye samarbejder.

Aftalen med Business LF indebærer, at man i fællesskab laver events og indsamlinger, hvor det lokale erhvervsliv inviteres til at deltage.

– Tidligere år har for eksempel en række kendte erhvervsfolk deltaget i et panel på Ekstra Bladet og samlet ind til julehjælp. Sidste år samlede vi 2,4 millioner kroner ind på to timer. I år laver vi en sideløbende indsamling, hvor erhvervslivet i udvalgte områder kan prøve at tage kampen op i samme tidsrum og se, om de kan slå indsamlingen på Rådhuspladsen. Her på LollandFalster bliver Business LF vores samarbejdspartner, forklarer Helle Bertram fra Dansk Folkehjælp.

Samtidig med markeringen af samarbejdet med Busines LF var der også et “partner-diplom” til Carsten Lund fra Økonomihuset, som har lavet en aftale med Dansk Folkehjælp.

Via partnerskaberne bliver virksomhederne præsenteret på Dansk Folkehjælps hjemmeside og kan i øvrigt indgå i forskellige former for markedsføring.

Partnerskaberne findes i tre forskellige modeller – til tre forskellige priser.

Kilde: Folketidende