Forside > Nyheder > Besøgsven: Det er ikke et arbejde du bliver ked af

Besøgsven: Det er ikke et arbejde du bliver ked af

I 25 år har Dansk Folkehjælps besøgsvenner taget rundt til ældre i Korsør og omegn. Opgaven er den samme som for 25 år siden; god kemi, hygge og snak på tomands-hånd. Jubilæet fejres den 27. oktober.

Hjælpen og tiden til de ældre borgere i Danmark er i de seneste år dalet mærkbart, men det har ikke ændret opgaven for Dansk Folkehjælps besøgsvenner, der lørdag den 27. oktober kan fejre jubilæum i Korsør.

– Det er ikke til at forstå, at der er gået 25 år, konstaterer 85-årige Klara Madsen, der sammen med 81-årige Elsemarie Jørgensen og initiativtageren til besøgsordningen, 91-årige Klara Hansen, har været med siden begyndelsen.

– Det at snakke det betyder virkelig noget. Det giver meget, det gør det, fastslår Klara Hansen, der med sine 91 år ikke længere er besøgsven, men tværtimod selv får besøg.

Samarbejde mislykkedes
Dansk Folkehjælps besøgsvenner så dagens lys, da besøgstjenesten hos Røde Kors i Korsør gik i stå.

– Vi prøvede først at samarbejde, men det gik ikke. Så prøvede vi selv, hvor folk kunne melde sig til, husker Klara Hansen og fortsætter.

– Vores forbund stod bagved, så jeg tænkte, at det skulle vi da prøve.

Sammen med Elsemarie Jørgensen og Klara Madsen fik initiativtageren tilbuddet op at stå.

– Vi var inden for hjemmeplejen, så Klara (Hansen, red.) spurgte, om vi kunne hjælpe. Vi kendte jo mange af de ældre i og omkring byen, forklarer Elsemarie Jørgensen.

Det lykkedes at få besøgsvennerne i gang, og det har de været lige siden.

– Vi holdt nogle kurser, så vennerne kunne lære, hvordan man kommer ind på andre mennesker, fortæller Klara Madsen.

Hunden var glad
Når man mødes på tomandshånd, er det vigtigt, at stemningen er god.

– Det sker, at kemien ikke passer. Der var en mand, som ikke ville have besøg, han ringede og sagde, at han ikke kunne med »kællingen«, så måtte vi rykke lidt rundt, og så endte jeg med at tage ud til ham, husker Klara Hansen.

Hendes navnesøster Klara Madsen har også haft spøjse oplevelser i løbet af årene: – Jeg havde et sted, hvor jeg ikke tror, at manden var så glad for, at jeg kom, men hunden var derimod glad. Den var stor, men skulle altid sidde på skødet alligevel, griner hun og kommer i tanke om et andet sted.

– Hun kunne ikke se, så jeg skulle læse Korsør Posten fra ende til anden hver gang. Jeg har aldrig læst den så grundigt som i den periode, konstaterer hun.

Ingen pengesager
Selv om besøgsvennerne kommer i mange forskellige hjem og tit får et tæt forhold til den, de besøger, så råder de tre erfarne kvinder nuværende og kommende besøgsvenner til at blande sig uden om familieforhold og pengesager.

– Hold dig langt væk fra pengene, lyder det fra Elsemarie Jørgensen, hun får opbakning af Klara Madsen.

– Man skal hele tiden være bevidst og opmærksom, så man ikke får noget på ryggen. Hvis der mangler noget, er det tit den fremmed besøgsven, som mistanken falder på, sukker hun.

Der er dog ingen af de tre, som ville have undværet besøgstjansen.

– Det er ikke et arbejde, man bliver ked af. Det var hyggeligt at komme på besøg, fordi de ældre kunne fortælle om gamle dage, smiler Elsemarie Jørgensen.

I øjeblikket er der 28 besøgsvenner hos Dansk Folkehjælp i Korsør, men foreningen kan godt bruge flere.

– Ork ja, jeg har lige fået en bestilling på en ny besøgsven. Så folk skal bare ringe, hvis de har lyst, lyder det fra formand Anni Mejling. Jubilæet fejres lørdag den 27. oktober i festlokalet på Aktivitetscenter Teglværksparken mellem kl. 13.00 og kl. 16.00. Besøgsvennerne ønsker ikke gaver, men donationer til Dansk Folkehjælps julehjælp er meget velkomne.

Kilde: Sjællandske