Forside > Nyheder > Timeløn på 2 millioner kroner

Timeløn på 2 millioner kroner

Gårsdagens indsamling fra 13.00 til 14.00 på Ekstra Bladets redaktion gav flotte 2,1 millioner kroner til julehjælp. I alt er der nu 3 mio. i kassen.

Der blev klappet, da de 18 erhvervsfolk nåede den første million. Og der blev jublet, da de kort efter kl. 14.00 rundede 2 millioner.

For pengene sad ikke lige så løst som sidste år, og derfor skulle der arbejdes lidt mere for julehjælpen, siger chefredaktør Poul Madsen, der fik ringet fornemme 460.000 ind til Julehjælpen.

– De 2 millioner, vi fik samlet ind i dag, var et fint og flot resultat, for folk har lidt færre penge i år, siger Poul Madsen efter en times telefonarbejde.

Med dagens 2,1 million i donationer fra ialt 167 bidragydere er Julehjælpen nu oppe på over 3 millioner, eller nok til 2196 julepakker. Sidste år kunne Dansk Folkehjælp og Ekstra Bladet hjælpe lige over 5000 familier.

Kilde: Ekstra Bladet