Forside > Nyheder > LO opfordrer: sælg ud af jeres gamle ting!

LO opfordrer: sælg ud af jeres gamle ting!

Solgte ud af gamle ting og skaffede 10.000 kroner til julehjælpen.

Landsorganisationen i Danmark (LO) besluttede sig for nyligt for at sælge ud af nogle gamle malerier, de havde stående i deres kælder, til fordel for julehjælpen. Det skaffede over 10.000 kroner til det gode formål. Nu opfordrer de andre virksomheder til at tjekke deres kældre for glemte skatte.

København: Hvert år op til jul kommer Dansk Folkehjælp forbi Landsorganisationen i Danmark (LO) med en indsamlingsbøsse for at samle ind til de fattigste børnefamilier i Danmark.

Og hvert år har LO’s medarbejdere forsøgt at støtte op med så meget, de kunne undvære. Det har årligt givet omkring 1000 kroner til julehjælpen. Men i år har LO tidoblet det donerede beløb. Marie-Louise Knuppert, der arbejder som international sekretær i Landsorganisationen i Danmark (LO), fik nemlig en god idé til, hvordan medarbejderne kunne rejse endnu flere penge til den gode sag.

Svært for familier i julen
”Vi ved om nogen, hvor svært det er, hvis man er på kontanthjælp og er enlig forsørger med flere børn. Det er svært at få ens hverdag til at løbe rundt. Og det er endnu sværere i julen, når man gerne vil give sine børn en god jul. Og derfor vil vi gerne støtte op om det arbejde, som Dansk Folkehjælp gør i den forbindelse,” siger Marie-Louise Knuppert.

Udover sit hverv som international sekretær, er hun også kunstansvarlig i LO-huset på Rosenørns Alle. Og det var, da hun for nyligt kom i tanke om alle de forskellige kunstværker såsom plakater, billeder og tryk, som LO gennem flere år havde haft liggende i kælderen, at hun kom på den gode idé.

”Det var den slags ting, som vi har haft stående i kælderen i årevis og kun har taget op en eller to gange i løbet af året for at sige: ’Hvad gør vi med det?’ Og så tænkte vi på Dansk Folkehjælp og på, at vi kunne give de familier, der virkelig har brug for det, en endnu bedre jul, end de ellers ville have fået,” siger Marie-Louise Knuppert.

Samlede over 10.000 kroner ind
Derfor besluttede de sig for at lade kunsten gå på bud hos de ansatte og lade overskuddet gå til Dansk Folkehjælps julehjælpsindsamling.

”Det synes folk var en rigtigt god idé. Og derfor tog vi alle kunstværkerne med i kantinen ved frokosttid en dag, hvor de alle sammen kom til buds,” fortæller Marie-Louise Knuppert.

Malerierne kom under hammere den 22. november, og ifølge Marie-Louise Knuppert var købelysten var stor. Billederne gik for mellem 50 kroner til 1000 kroner stykket. Og udover malerierne havde Marie-Louise Knuppert også fundet en masse bøger, der mest af alt stod og støvede hjemme i sin bogreol, som hun satte til salg for fem kroner stykket.

Tag et kig i kælderen
”Det har været en stor succes, synes vi selv. Og vi har allerede talt om, at vi kan lave endnu flere auktioner med de ting, vi har derhjemme, som vi ikke selv bruger,” siger Marie-Louise Knuppert.

Derfor vil hun også gerne opfordre andre virksomheder til at gøre det samme, som LO gjorde. Både for at støtte op om den gode sag, og fordi det er synd, at tingene bare går til spilde.

”Der er sikkert mange virksomheder, der ligesom os har ting stående i kælderen, som de aldrig får brugt, og som deres medarbejdere godt kunne være interesserede i. Så vores opfordring til dem er: Kig i Kælderen og se, om I har noget, der er en skilling værd, og prøv at gøre ligesom os,” siger Marie-Louise Knupper.

LO doblede op
Ud over det flotte resultat af medarbejderauktionen på de 10.000 kroner, har LO valgt at donerer det samme beløb som medarbejderne til julehjælpen.

Af Laura Aggernæs