Forside » Nyheder » Op mod 1.000 familier får ikke julehjælp

Op mod 1.000 familier får ikke julehjælp

På nuværende tidspunkt mangler Dansk Folkehjælp og Ekstra Bladets julehjælpsindsamling mere end 1,5 mio. kr. for at kunne hjælpe de 5.000 familier, som organisationen i år håber at kunne hjælpe. Det betyder, at flere enlige forsørgere med hjemmeboende børn må undvære den håndsrækning, som man havde håbet på. Dansk Folkehjælp håber derfor på et lille mirakel, hvis organisationen skal nå målet inden indsamlingen slutter søndag i denne uge.

Dansk Folkehjælp har i år ellers valgt at skære 30 – 40 % af de ansøgere, der tidligere år kunne søge julehjælp. Beslutningen om skærpelsen af kravene blev truffet i erkendelse af, at man ikke har mulighed for at hjælpe alle og at det derfor er nødvendigt at målrette indsatsen mere til en gruppe mennesker, som er blandt dem, der har allermest brug for julehjælpen; nemlig, enlige forsørgere på kontanthjælp med hjemmeboende børn under 18 år.

Dansk Folkehjælps generalsekretær Klaus Nørlem udtaler:
”Vi skal altid være klar til at vurdere om hjælpen når ud til dem, der har hårdest brug for den. Og selvfølgelig skal der være plads til en debat om fattigdom i Danmark, men vi må ikke glemme at der findes børn herhjemme som lider nogle afsavn, der er uacceptable i et velfærdssamfund. Julens glæder er en basal del af barndommen og som bidragyder gør man en stor forskel for især børnene med blot et beskedent bidrag.”

Billedet af fattigdommen i Danmark er forvrænget og urimeligt
For en måned siden offentliggjorde Dansk Folkehjælp en Megafon-måling, som viste at kun en tredjedel af danskerne påtænkte at give et bidrag til årets julehjælp. Klaus Nørlem udtaler i den forbindelse:

”Der er et forvrænget og unuanceret billede af fattigdom i Danmark. Vi er nødt til at se mere nuanceret på fattigdomsspørgsmålet og skabe et mere solidarisk samfund, hvor flere har lyst til at hjælpe i situationer som denne – og hvor det er naturligt, at man opfordrer hinanden til at hjælpe”.

Læs Dansk Folkehjælps ”10 gode grunde til at støtte Julehjælpen”

Ekstra Bladet og Dansk Folkehjælp er samarbejdspartnere på Julehjælp 2012. Julehjælpen har en værdi af 1.500 kroner og består af en kolonialvarekurv til en værdi af 500 kroner fra Netto, et gavekort på 500 kroner til BR Legetøj, og et gavekort på 500 kroner til Sport-Master.

Du kan stadig nå at støtte julehjælpen
Støt julehjælpen online på www.folkehjaelp.dk eller SMS JULEGAVE til 1999 og støt med 150 kr.
Du kan også ringe 90 565 444, så støtter du med 100 kr.

Med venlig hilsen
Dansk Folkehjælp

For interviews og yderligere oplysninger kontakt venligst:
Kristina Sindberg, Have Kommunikation: 24 86 01 84
Klaus Nørlem, Dansk Folkehjælp: 70 220 230

Fakta om julehjælp:

Uddelte julepakker:
År 2007 = 430
År 2008 = 1.485
År 2009 = 2.440
År 2010 = 4.100
År 2011 = 5.150

Indsamlede beløb:
År 2007 = 0,6 mio. kr.
År 2008 = 1,8 mio. kr.
År 2009 = 3,3 mio. kr.
År 2010 = 5, 6 mio. kr.
År 2011 = 7,1 mio. kr.