Forside > Nyheder > Uretfærdigt at jeg ikke kan få julehjælp

Uretfærdigt at jeg ikke kan få julehjælp

Ingelise er på dagpenge – og slås for at klare dagen og vejen med fem børn. Hun synes, det er uretfærdigt, at hun ikke kan søge Julehjælp

– Så sidder jeg her som enlig mor på dagpenge – 36 år gammel med fem børn i alderen 3-16 år – og læser, at socialministeriet har doneret 1 million kr. til Dansk Folkehjælps julehjælp. Dejligt for de enlige forsørgere på kontanthjælp, som kan søge om julehjælpen.

– Vi læser om at 65.000 børn i Danmark lever i fattigdom og hvor svært det er for dem. Hvor er det dog dejligt at der findes hjælpeorganisationer, som forsøger at gøre julen mindeværdi for nogle familier og ikke mindst børn. Ja selv de familier som får julehjælp for 2. eller endda måske 3. år i træk.

Hvem hjælper mine børn?
Sådan indleder Ingelise Bodin fra Fyn en situationsrapport fra den del af det fattige Danmark, der ikke er på kontanthjælp, pension eller anden form for offentlig hjælp. Hun er på dagpenge – og kontoen viser her 2 uger før jul minus 500 kroner. Og fordi hun ikke er klient i systemet, er hun udelukket fra at søge Julehjælp – bl.a. her hos Dansk Folkehjælp og Ekstra Bladets store juleindsamling. Ingelise fortsætter sit brev således:

– Men hvem hjælper mine børn? Jeg aner ikke hvordan jeg skal finde pengene til noget så simpelt som et juletræ. Eller hvordan der skal være råd til julehygge i december. Julegaverne tør jeg slet ikke tænke på.

– Jeg har været på arbejdsmarkedet siden jeg var 17 år. I et forsøge på, at forbedre min arbejdssituation valgte jeg i efteråret 2011 og gå i skole på SU, med henblik på at få en elevplads (afsluttede med 3×12 ud af tre mulige karakter). Dog er det lige så svært som at finde arbejde.

Kunderådgiver, teamleder, A-kasse
– Senest har jeg arbejdet som kunderådgiver ved et forsyningsselskab i 2 1/2år, inden da var jeg teamleder i kundeservice ved et speditionsfirma og meget andet. Meldte mig ind i a-kassen, da jeg begyndte på arbejdsmarkedet, så er man jo forsikret.

– I dag sidder jeg tilbage efter forgæves kamp om at finde arbejde eller elevplads siden marts 2011, og tænker: Forsikret – JA men for hvad?

Man skal være på kontanthjælp
– Jeg kan ikke søge julehjælp ved Dansk Folkehjælp, da man skal være på kontanthjælp. Det lokale Røde Kors har valgt at hjælpe børn i sommerferien (kræver dog at man bliver visiteret igennem sundhedsplejeske eller kommunen), Mødrehjælpen havde så få ressourcer sidste år, at jeg på SU med fem børn ikke kunne få noget julehjælp der, så det er nok ikke bedre i år.

– Jeg lever og ånder for mine børn, og hvor er det dog dejligt de er så taknemlige som de er og tolerante. Nogle gange må de også vente en måned på et par nye bukser. Jeg prioriterer dog højt at kunne finansiere en fritidsaktivitet til hver af de store, lidt socialt liv skal de jo have.

– Min datter på 12 år blev i foråret Fynsk mestre i Standart og latin dans ved de åbne fynske mesterskaber – skal jeg til nu og tage alt det fra hende? Hun går til undersøgelser endeligt efter over 8 års kamp på sygehuset fordi hun har et inkontinensproblem.

Hverdagen er en kamp
– Mine børn er blevet på den friskole de gik på inden jeg blev alene. En fantastisk skole, som har gjort så meget godt for dem. Skulle jeg nu melde dem ud og sende dem i en ny skole hvor de ikke trives?

– Nej, børns trivsel er noget af det vigtigste element for en god opvækst. Nu er vi kommet til d. 10 december (dagen efter at datteren blev 15 år) og der er allerede minus på kontoen. Hverdag er en daglig kamp om, hvordan jeg skal prioritere pengene for at vi får mad på bordet, og måske må der igen skubbes en regning.

Bliver straffet for at klare mig selv
– Mine børn skal IKKE lide under, at mor er arbejdsløs – og dog må de tit høre ‘Nej, jeg har ikke råd’ når de spørger til en tur i biografen, lidt ekstra hygge til weekenden, eller en fantastisk familietur i skøjtehallen. De forlanger bestemt ikke meget, men hvor gør det dog ondt i mit hjerte som mor, når jeg så tænker nu: Hvorfor må mine børn ikke få en mindeværdig jul? Eller have lidt julehygge i december? Hvorfor skal jeg straffes for, at have klaret os selv?

Ingelise er ikke alene
nationen! har stillet Ingelises spørgsmål videre til Klaus Nørlem, generalsekretær i Dansk Folkehjælp, der siger, at han har fået ca. 100 lignende henvendelser i år. Fra folk på SU, på dagpenge, på førtidspension og endda også folk, der arbejder 20 – 30 timer om ugen i lavtlønsjob, der ofte har mindre end folk på kontanthjælp.

– Jeg har stor sympati for Ingelises situation, men det er desværre ikke muligt at hjælpe alle. Sidste år – da vi ikke havde begrænset ansøgerfeltet til enlige forsørgere på kontanthjælp med hjemmeboende børn – blev vi nødt til at afvise mange tusinde, og det var vi meget kede af.

Man kan heldigvis søge andre steder
– Derfor har vi valgt – og det desværre en benhård prioritering – at sige, at folk på SU, dagpenge og forskellige former for pensioner, ikke kan søge i år. Det er ikke fordi, de ikke har brug for hjælp, men vi har bare så stor efterspørgsel på Julehjælp fra den gruppe af enlige forsøgere på kontanthjælp, at det er det, der giver mest mening for os, siger Klaus Nørlem, generalsekretær i Dansk Folkehjælp, der sammen med Ekstra Bladet samler ind til fattige danske børns jul for sjette år i træk.

Dansk Folkehjælp hjælper dog familier på alle overførelsesindkomster igennem nogle af de øvrige aktiviteter som organisationen tilbyder, eksempelvis feriehjælp. Det første år fik 430 familier julehjælp – sidste år fik 5.150 familier hjælp, og i år er der foreløbig samlet penge nok ind til 3.117 familier.

– Men selv om Ingelise altså ikke kan søge hos os i år, så kan hun jo heldigvis søge hos Kirkens Korshær, De Samvirkende Menighedsplejere, Frelsens Hær, Børnenes Konto, Mødrehjælpen og en række lokale julehjælpsinitiativer…..

 Kilde: Ekstra Bladet