Forside » Nyheder » Ansøgning om feriehjælp slår alle rekorder

Ansøgning om feriehjælp slår alle rekorder

Dansk Folkehjælp, der er den største formidler af feriehjælp i Danmark, modtager i disse dage bunker af ansøgninger fra fattige familier, som håber at få hjælp til at komme på ferie i år. Mulighederne for at modtage hjælp bliver stadig mindre i takt med, at antallet af ansøgninger om hjælp sætter nye rekorder. En stigning på 30 procent i ansøgningerne om feriehjælp er det generelle billede i Dansk Folkehjælp.

Gennem en årrække har Dansk Folkehjælp sikret, at socialt og økonomisk udsatte børn og unge er kommet på ferie, dem som tidligere var at finde under EU’s fattigdomsgrænse. Med Feriehjælpen sørger Dansk Folkehjælp for, at de økonomisk trængte børn og enlige forsørgere får et afbræk fra en trængt hverdag. For familierne er der intet, som har ændret sig efter regeringens nye fastsatte fattigdomsgrænse, der med et pennestrøg afskaffede fattigdom i Danmark.

Mange familier lever en tilværelse, hvor økonomien er så stram, at der ikke er råd til de oplevelser, som sommerferien netop fyldes ud med af de fleste danskere. Dette går ifølge flere forskningsrapporter, værst ud over børnene, som lider afsavn og risikerer at blive marginaliserede i forhold til deres kammerater. Derfor er Feriehjælpen særlig vigtig for Dansk Folkehjælps arbejde med socialt udsatte børn og deres familier. Formålet med ferieopholdende er, at tilbyde deltagerne en konkret mulighed for at få et pusterum og gode ferieoplevelser sammen med familien eller andre feriegæster.

Antallet af ansøgninger overstiger ressourcerne
Dansk Folkehjælp sender mere end 3.000 personer på ferieophold i år, men der er langt fra pladser nok, til de henvendelser man har modtaget. Dansk Folkehjælp registrerer ikke alle henvendelser, men anslår, at de har fået op mod 30 procent flere ansøgninger om feriehjælp sammenlignet med sidste år. Dansk Folkehjælp arrangerer i år børneferier for socialt udsatte, psykisk handicappede børn, unge og voksne, enlige forsørgere med børn og socialt udsatte familier. Alle familier og børn er visiteret af de sociale myndigheder.