Forside » Nyheder » Slotskoncert på Kronborg Slot

Slotskoncert på Kronborg Slot

En ny slotskoncert ser dagens lys på Kronborg Slot søndag den 10. august 2014. kl. 20.00.

Koncerten, der afslutter den årlige Shakespeare festival, er et samarbejde mellem HamletScenen og Dansk Folkehjælp, og publikum kan blandt andet glæde sig til at opleve en unik genopførelse af kantaten Danmarks Have af Anders Koppel, der blev skabt eksklusivt til Dronningens 40 års jubilæum. Samme aften inviterer HamletScenen til gratis koncert på plænen ved Kronværksporten foran slottet.

For første gang siden Dronningens 40 års jubilæum kan man opleve Dronningens jubilæumskantate opført. Den eksklusive koncert bliver genopført på Kronborg Slot i samarbejde med Hamletscenen – med et udvidet og helt unikt program. Koncerten dirigeres af den anerkendte dirigent Frans Rasmussen, som tidligere har været kapelmester ved både Det Kongelige Teater og Den Jyske Opera. Solist Signe Sneh Schreiber optræder sammen med Greve Harmoniorkester – et 55 mand stort blæse- og slagtøjsorkester, som ligeledes spillede ved Dronningens jubilæum.

Solister, vokalensemble og fællessang
Publikum kan desuden se frem til at opleve solisterne Søren Launbjerg og Anne Margrethe Dahl i samspil med Skt. Olai Vokalensemble. Programmet byder endvidere på kendte sange og partier fra såvel det klassiske og moderne repertoire. Aftenens konferencier er den forhenværende officer Christian Eugen Olsen, som er kammerherre og oberstløjtnant i Den Kongelige Livgarde, og som i en lang årrække var Dronning Margrethes ceremonimester. Publikum inviteres også til at synge med på udvalgte sange.

Plænekoncert
Samme aften før koncerten i slotsgården afholdes en gratis, uformel og folkelig Plænekoncert med fællessang og picnic-hygge på plænen ved Kronværksporten foran slottet. Kor fra hele området akkompagneres af Tonajt-trioen, med musikerne Tom McEwan, Hugo Rasmussen og Torben Kjær.
Sangeren Søren Launbjerg er vært og synger for når alle samles til fællessang søndag den 10. august kl. 18.00-18.45.

Til fordel for økonomisk trængte familier
Koncerten i slotsgården arrangeres til fordel for Dansk Folkehjælps arbejde for udsatte danskere.

En del af billetindtægterne går dermed til at sende børn fra økonomisk trængte familier på ferieophold til sommer. Dansk Folkehjælp er den største formidler af ferier for udsatte danskere herhjemme og sikrer hvert år mere end 3.000 danskere et afbræk i hverdagen.

Billetsalget til Shakespeare in Concert kan købes nu på www.hamletscenen.dk.

Fakta:
Dato: 10. august 2014
Spilletidspunkt: 20.00
Varighed: Ca. 1 time 15 min
Tribune: Er ikke overdækket, åbnes en time før koncerten starter
Sted: Kronborg Slotsgård, 3000 Helsingør

Billetter: Løssalg billetter 210,- og 360,- inkl. gebyr
Billetsalg ved Slotsgården åbner 1 time før.

Billetter kan købes i forsalg her:
Teaterbilletter: http://www.teaterbilletter.dk/index/eventdetails/eventno/42335
Billetten: http://www.billetten.dk/event/42335
Billetten: +45 7020 2096

Kort om Dansk Folkehjælps feriehjælp:

  • I Danmark lever 65.000 børn i fattigdom ifølge AE-Rådet. En fattigdom, der kan betyde at børnene må melde pas til sociale aktiviteter, fritidsinteresser, fødselsdage, lejrskoler mv., som forældrene ikke har råd til. Derfor har Dansk Folkehjælp fokus på det sociale fællesskab, når de hvert år sender ca. 3.000 socialt udsatte og sårbare børn i alderen 6-14 år og deres familier af sted på sommer-, vinter- og efterårsferier, så børn og forældre får et tiltrængt pusterum fra dagligdagens problemer og i lighed med kammeraterne i skolen har børnene noget at fortælle om efter ferien
  • Dansk Folkehjælp har siden 1930’erne tilbudt udsatte børn og unge ferieophold
  • Ferierne varer typisk en uge og finder sted på feriecentre i naturskønne omgivelser rundt om i landet
  • Ferieopholdene gennemføres af organisationens frivillige, der arbejder ulønnet, de er erfarne og har de nødvendige kompetencer til at varetage børnenes og deres forældres behov
  • I 2013 sendte Dansk Folkehjælp 3.000 børn, unge og voksne på et ferieophold
  • Det er socialforvaltningen i den enkelte kommune, der formidler ansøgninger om ferieophold og visiterer familierne