Forside > Nyheder > Embedsmænd advarede om muligt misbrug

Embedsmænd advarede om muligt misbrug

ADVARSELSLAMPE: Den tidligere radikale udviklingsminister Christian Friis Bach blev i 2012 advaret om, at man allerede dengang var på kant med internationale regler for ulandsbistand. Derfor er det dybt kritisabelt, at samme praksis er fortsat, mener ekspert.

Allerede for fire år siden advarede embedsmænd om, at Danmark måske overskred de internationale regler for ulandsbistand ved at bruge bistandsmidler til integration.

I juni 2012 blev den daværende radikale udviklingsminister, Christian Friis Bach, således orienteret af sine embedsmænd om, at millioner af udviklingsbistanden dengang gik til opgaver, som, der kunne ”sås seriøs tvivl” om, var i overensstemmelse med reglerne.

Det fremgår af et internt orienteringsnotat fra Udenrigsministeriets humanitære kontor fra 15. juni 2012 til udviklingsministeren, som Altinget er i besiddelse af.

I notatet sår embedsmændene blandt andet tvivl om udgifter for cirka 55 millioner ulandskroner, der i finansloven for 2013 var afsat til udvisning, udrejse og integrationsfremmende udgifter.
Dermed blev der dengang advaret mod de samme regelbrud, som den nuværende regering anklages for i dag.

Dybt kritisabelt
DIIS-forsker Adam Moe Fejerskov, der er ekspert i opgørelse af udviklingsbistand, kalder det ”dybt kritisabelt”, at Udenrigsministeriet allerede i 2012 råbte vagt i gevær – uden at man ændrede praksis.

Reglerne fra OECD, der overvåger og sætter retningslinjerne for ulandsbistand, udelukker, at man må bruge udviklingsbistanden til at integrere flygtninge.

Friis Bach i skudlinjen
Adam Moe Fejerskov mener også, at Christian Friis Bach som ansvarlig minister for udviklingsbistanden burde have stoppet den forkerte praksis.

Men samtidig peger han på, at ministeriet og ministeren må være blevet sat på plads af Finansministeriet i sagen.

I notatet fremgår det nemlig, at man på grund af de ”usikkerheder, der er i fortolkningen af reglerne”, aftalte med Finansministeriet at fortsætte den samme praksis i 2013 – en praksis, man ifølge notatet havde brugt i cirka 15 år.

Tre ministre involveret
Advarslen fra dengang skete i forbindelse med et udredningsarbejde i en arbejdsgruppe mellem Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og Finansministeriet, der skulle klarlægge, hvilke asyludgifter man kunne tælle med som ulandsbistand.

Men ingen af de tre daværende ministre har i dag ønsket at kommentere sagen. Heller ikke hverken daværende justitsminister Morten Bødskov (S) eller daværende finansminister Bjarne Corydon (S) ønsker at kommentere sagen.

I oktober 2012 blev der efter udredningsarbejdet indført nye retningslinjer for, hvilke asyludgifter der kunne tælles med som bistand. Men det har ikke været muligt at få svar fra Udenrigsministeriet på, om man ændrede sin praksis efter advarelsen fra embedsapparatet.

V: Ikke kun os
Udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen (V) ser beslutningen fra dengang om at fortsætte med samme praksis som et udtryk for, at den daværende regering – ligesom den nuværende regering – holder sig indenfor reglerne.

Socialdemokraterne og Radikale, der dengang sad i regering, har ellers kritiseret V-regeringen i hårde vendinger for at snyde på vægtskålen med ulandsbistanden.

Tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R), der i 2012 var energi- og klimaminister, afviser at kende indholdet eller udfaldet af ministeriernes udredningsarbejde på området.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) og integrationsminister Inger Støjberg (v) skal i samråd den 31. maj 2016 for at forklare, om Danmark overholder OECD-reglerne for ulandsbistand.

Kilde: Altinget.dk