Forside » Nyheder » Vær med til at fejre vores 110 års fødselsdag

Vær med til at fejre vores 110 års fødselsdag

Dansk Folkehjælp holder 110 års fødselsdag, og alle er inviteret!

Danmarks måske ældste humanitære organisation fylder 110 år den 31. juli 2017. Det fejrer vi lige midt på Rådhuspladsen i København.

Og der er rigtig meget, vi gerne vil fejre! Tænk blot på de mange aktiviteter, vi gennem 110 år har søsat, de mange frivillige, der løfter de mange opgaver, og ikke mindst de mange mennesker, som vi hjælper.

Vi har valgt, at temaet for markeringen er førstehjælp. Lørdag den 1. juli 2017 startede vores jubilæumskaravane i Hjørring, og satte kurs gennem det danske sommerland, for til sidst at ende turen på Rådhuspladsen i København den 31. juli 2017.

Kom og vær med, når vi holder en fødselsdagsfest, der byder på mange spændende indslag.

Du kan blandt andet teste din viden om livreddende førstehjælp, og tilmelde dig et førstehjælpskursus – ganske gratis.

Eller kig ind i vores gamle WV-ambulance, som vi har fundet i en skov oppe i det nordligste Sverige, og mærk hvor teknologisk priviligerede vi er i dag, når ambulancen rykker ud.

Der er også underholdning for børnene, blandt andet en tegnekonkurrence, hvor man kan vinde et gavekort til Fætter BR og en iPad Pro.

Men det stopper ikke her…

Tivoli Garden spiller op og markerer vores fødselsdag med manér. KIF Kolding København kigger forbi,  og spiller bolden op for børn og barnlige sjæle. Vores ambassadør kokken Claus Holm tryller i køkkenteltet. Særligt inviterede kunstnere vil gennem deres værker genfortælle vores historie. Og sidst, men ikke mindst: vi udgiver bogen SYV FANTASTISKE FOLKEHJÆLPERE, som er fortællinger fra frivillige, der gennem årene har gjort et kæmpe arbejde for Dansk Folkehjælp.

Vi glæder os til at se dig!