Forside » Nyheder » LA: Moms-refusion er stukket af

LA: Moms-refusion er stukket af

EKSPLOSION: Udgifterne til foreningers momsrefusion er steget markant siden 2007. Ordningen er stukket af, mener LA. Indsamlingsorganisationernes brancheforening afviser.

Foreningsdanmark modtager markant mere i moms-kompensation nu, end da ordningen blev indført for ti år siden. Det viser tal, som Skatteministeriet har udarbejdet for Altinget.

Her fremgår det, at foreningerne modtog 28 millioner kroner, da ordningen blev etableret i 2007. I 2015 var det tal vokset til næsten 160 millioner kroner.

Derfor er det helt logisk, at regeringen vil nedlægge ordningen, mener Liberal Alliances skatteordfører, Joachim B. Olsen.

“Jeg ved ikke, hvordan du har det i din privatøkonomi, men hvis jeg har lagt et budget, og jeg kommer til at bruge næsten seks gange så mange penge, som jeg egentlig havde planlagt, så må jeg ændre nogle ting. Og det er jo så det, man vil gøre nu,” siger han.

Den daværende S-ledede regering satte ellers prop i ordningen i 2014, da man indførte et loft på 160 millioner kroner. Alligevel fastholder Liberal Alliance, at der er al mulig grund til at gribe ind.

“Ordningen er stukket af. Man må ligesom se på, hvad var intentionen da man startede. Man skal også spørge sig, hvorfor skal Roskilde Festival, som tjener millioner af kroner, være den største modtager. Det finder jeg helt urimeligt. Det kan jeg simpelthen ikke se er særlig meningsfuldt,” siger Joachim B. Olsen med henvisning til, at festivalen årligt modtager ti millioner kroner i momsrefusion.

Joachim B. Olsen fremhæver samtidig, at regeringen vil fastholde støtten ved at oprette en ny pulje på 67 millioner kroner, som skal målrettes sociale, humanitære og sygdomsbekæmpende formål.

“Man opretter jo en pulje, som så skal gå til den type forening, det oprindeligt var tanken, der skulle have gavn af ordningen,” siger skatteordføreren.

Isobro afviser
Indsamlingsorganisationernes brancheforening Isobro er dog ikke enig i Joachim B. Olsens udlægning af tallene.

“At foreningerne har modtaget så store summer i momskompensation viser præcis, at de har gjort det, regeringen oprindeligt ville, nemlig belønne foreningerne for at samle penge ind og anvende flere midler efter deres almennyttige formål til gavn for samfundet,” siger generalsekretær Robert Hinnerskov.

Samtidig har han ikke ligefrem armene i vejret over den nye pulje på 67 millioner kroner. Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har tidligere udtalt, at den præcise model for uddelingen af de nye midler vil blive besluttet af et flertal i Folketinget. Men det efterlader en stor usikkerhed i foreningslivet, mener Robert Hinnerskov.

“Der er meldt så lidt ud om, hvordan den pulje skal strikkes sammen, at jeg ikke på nuværende tidspunkt kan se den som en erstatning for momskompensationsordningen,” siger han.

FAKTA

  • Siden 2007 har Skatteministeriet med udgangspunkt § 8a i ligningsloven godkendt en lang række foreninger til at få delvis momsrefusion.
  • Foreningerne kan kun få momskompensation for udgifter, som de har afholdt for at generere indtægter.
  • Regeringen lægger nu op til at droppe ordningen, og en lang række foreninger mister dermed tilsammen 155 millioner kroner årligt.
  • Man lægger op til at droppe ordningen pr. 1. januar 2018. Dermed vil foreningerne ikke få udbetalt momsrefusion for udgifter, de allerede har afholdt i 2017.
  • Foreninger, som ikke er godkendt til at få momsrefusion, vil ikke blive ramt af ordningen.
  • I forbindelse med besparelsen lægger regeringen op til at oprette en såkaldt reserve til støtte af almene foreninger på 67 millioner kroner.
  • Man har endnu ikke udspecificeret, hvordan foreningerne kan få adgang til midlerne i den såkaldte reserve.
  • Men skatteminister Karsten Lauritzen (V) har lagt op til, at de skal gå til dem, som det oprindeligt var “hensigten at tilgodese” og gør det klart, at eksempelvis museer, festivaler og frikirker ikke bør få adgang til puljen på de 67 millioner kroner.

Kilde: Altinget.dk

 

Share On Facebook