Forside » Nyheder » Erhvervsfolk samlede ind til fattige danskeres jul

Erhvervsfolk samlede ind til fattige danskeres jul

Øst-holdet med base i København samlede 4.257.705 kr. ind og Vest-holdet med base i Horsens samlede 4.100.273 kr. ind.

Fra kl. 13.00 til 14.00 sad en lang række erhvervsfolk og mediepersonligheder fra hele landet klar til at samle penge ind til Dansk Folkehjælps julehjælpsindsamling. De var vanen tro delt op i et øst- og vesthold og kæmpede en venskabelig kamp om, hvem der kunne samle mest ind til enlige forsørgere på overførselsindkomst med hjemmeboende børn under 18 år, som ikke har råd til at holde en god jul for deres børn.

Der var både nye ansigter og erfarne erhvervsledere blandt deltagerne.

Deltagerne mødte alle op med en mobiltelefon og en stak visitkort med navne på personer fra deres netværk af samarbejdspartnere, leverandører og andre erhvervsrelationer, som de ringede til i den time dysten stod på.

I 2016 samlede Erhvervspanelerne i alt 8,1 millioner kroner ind på blot én time. Det svarer til en ”minutpris” på 138.000 kroner.

Se deltagerne i øst-panelet her. 

Se deltagerne i vest-panelet her.

Klar til kamp
Igen i år var der kamp mellem landsdelene og erhvervs-panelernes holdkaptajner skulle sammen med deres hold-medlemmer samle så mange penge ind som overhovedet muligt.

Vest-holdet sad i år på REMA 1000’s hovedkontor i Horsens. Holdkaptajnen var Anders René Jensen, som er underdirektør for Rema 1000. Han var holdkaptajn for første gang.

Samler ind på forhånd
Øst-holdet sad igen i år på Rådhuspladsen og Peder Stedal, administrerende direktør i Elgiganten, var holdkaptajn. Hans mål var klart, at der skulle samles så mange penge ind som muligt.

Forud for indsamlingen havde han allieret sig med folk, der gerne ville donere til øst-holdet: ”Man aktiverer sit netværk på forhånd, for ellers så får man ikke så meget i kassen og vi dyster alle med et glimt i øjet, i den gode sags tjeneste” siger Peter Stedal, der glædede sig til en kammeratlig kamp om, hvilken landsdel der kunne samle flest penge ind til Julehjælpen.

Ud over de to store hold i øst og vest var der også etableret en stribe mindre lokalpaneler landet over. Ekstra Bladet dækkede dysten live via eb.dk. Sidste år fulgte mere end 500.000 med på live-streamingen af begivenheden.

#julehjælp #folkehjælp