Forside » Nyheder » Uligheden i Danmark er stigende

Uligheden i Danmark er stigende

Det er opgangstider. Danmark bliver rigere. Alligevel oplever stadig flere børn at vokse op i fattigdom. Med kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og integrationsydelsen blev mere end 7.500 børn kastet ud i fattigdom alene i 2016. En rekordstigning, som står til at fortsætte i årene frem.

Ved Ulighedens Topmøde i december satte Cevea fokus på netop børnefattigdom i Danmark, og de triste konsekvenser som en barndom i fattigdom ofte medfører.

Tusindvis af børn vil fremadrettet opleve at vokse op i fattigdom med alt hvad det indebærer af fravær fra fritidsaktiviteter til børnefødselsdage samt basale forringelser i livskvalitet og muligheder. Det er ikke alene ulykkeligt nu og her, det er også skadeligt for sammenhængskraften i det danske samfund. Det er også et grundlæggende opgør med det sociale sikkerhedsnet, som den danske velfærdsmodel altid har været garant for.

Fattige børn i et rigt land – Materiale fra Ulighedens Topmøde.

Den sociale arv har konsekvenser hele livet
Når Dansk Folkehjælp uddeler Julehjælp, Feriehjælp, Konfirmationshjælp eller andre fattigdomsydelser, møder vi tusindvis af fattige familier, der fortæller om en hverdag, hvor man som forældre ikke har råd til at købe de mest basale fornødenheder såsom medicin eller nye sko til børnene.

Sociale og materielle afsavn som på sigt betyder, at en stor del af børnene i disse familier får en dårligere uddannelse og ender oftere på offentlig forsørgelse hele livet.

Og med Regeringens egne beregninger der viser, at kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen isoleret set betyder, at næsten dobbelt så mange børn vil vokse op i fattigdom, så er der ikke meget der tyder på, at udviklingen vender lige foreløbigt!

Kontanthjælpsreformerne skaber flere fattige børn.

 

Kilde: cevea.dk