Forside » Nyheder » Øger feriehjælpen og sender et rekordstort antal udsatte børn på ferie

Øger feriehjælpen og sender et rekordstort antal udsatte børn på ferie

Dansk Folkehjælp er Danmarks største formidler af ferieophold til landets fattigste familier, og i år vil flere end nogensinde få et afbræk fra en trængt hverdag med Dansk Folkehjælps feriehjælp, således forventer organisationen at hjælpe 3.500 voksne og børn til en god ferie henover sommeren. Som noget nyt er det ikke længere kun enlige forsørgere der kan søge om hjælpen, også familier med 2 forsørgere på overførelsesindkomst, kan søge feriehjælp. Der er åbent for ansøgninger via Dansk Folkehjælps hjemmeside. Ansøgningsfristen er 1. maj.

Hvert år hjælper Dansk Folkehjælp fattige familier i Danmark, som ikke har råd eller overskud til at tage på ferie. Det påvirker især børnene, som tit oplever at måtte undvære ting, som er en selvfølge for deres klassekammerater. Med Dansk Folkehjælps feriehjælp får disse børn og deres forældre mulighed for at komme på en ferie, og det har stor betydning for børnene. De får både en uge fyldt med gode oplevelser og noget at fortælle klassekammeraterne efter ferien. I år øger Dansk Folkehjælp deres feriehjælp, så et rekordstort antal vil få glæde af hjælpen i 2018.

Som noget helt nyt åbner Dansk Folkehjælp i år op for, at også forældrepar kan søge om feriehjælp. Hidtil har det kun været enlige forsørgere, der har kunnet komme i betragtning, men forældrepar, hvor begge forældre er på overførselsindkomst, kan nu også ansøge.

Generalsekretær i Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem, glæder sig over, at flere får mulighed for at modtage feriehjælp: ”Mange børn i Danmark vokser op i udsatte familier, og det har ufattelig stor betydning at komme væk fra en hverdag, hvor der ikke er meget overskud, og hen et sted, hvor det er sjov og frihed, der fylder – både for børnene, men i høj grad også for deres forældre. Vi er så glade for år efter år at kunne give udfordrede familier et pusterum og nogle gode ferieminder at tage med sig videre i livet.”

En uge med gode oplevelser i selskab med andre
Det er frivilliges dedikerede indsats, der sikrer familierne et ferieophold fyldt med gode oplevelser. Der lægges vægt på, at opholdet er fyldt med sjove aktiviteter, som foregår i fællesskab med andre. Man samler så vidt muligt familier fra samme lokalområde på de forskellige ferier, så det er nemt at holde kontakten med dem, man har opbygget venskaber med i løbet af ferien.

Åbent for ansøgninger om feriehjælp
Dansk Folkehjælp arrangerer tre typer ferier, der alle er en del af feriehjælpen: Børneferier, familieferier for udsatte familier samt enkelte ferier for handicappede børn og unge.

Dansk Folkehjælps hjemmeside kan man indtil den 1. maj ansøge om feriehjælp. Her kan man også læse mere om de forskellige ferieophold, som organisationen tilbyder.

For at komme i betragtning til feriehjælp fra Dansk Folkehjælp skal man have hjemmeboende børn under 18 år og være på overførselsindkomst – hvis man ansøger som forældrepar, skal begge forældre være på overførselsindkomst. Familierne, der bliver indstillet til feriehjælp, bliver visiteret af de sociale myndigheder i kommunerne for at sikre, at det er dem, der trænger mest, der modtager støtten.

Feriehjælpen er bl.a. støttet af

  • Arbejdsmarkedets Feriefond
  • Roskilde Festivalen
  • Ole Kirk’s Fond
  • Bikuben Fonden
  • Louis Petersen’s Legat
  • Socialstyrelsen