Forside » Nyheder » Digital julehandel til fordel for Julehjælpen

Digital julehandel til fordel for Julehjælpen

De danske erhvervsdrivende fortsætter med at bakke op om julehjælp for fattige familier. MobilePay melder sig nu blandt flere andre af landets store virksomheder, som benytter julehandlen til at hjælpe landets fattigste. Den 29. november samlede en lang række danske erhvervspersonligheder over 11,1 mio. kroner ind til landets fattigste på blot én time, og nu melder MobilePay sig også ind i kampen sammen med store virksomheder som Rema 1000, Elgiganten og SPORTMASTER.

Frem mod jul vil hver eneste betaling med MobilePay i butikkerne være med til at sikre, at så mange som muligt kan modtage Julehjælp blandt de rekordmange enlige forsørgere på overførselsindkomst med hjemmeboende børn under 18 år, som har ansøgt i år.

”Vi vil gerne bidrage til at støtte udsatte danske familier i julen. Så hver gang, du handler med MobilePay i butikker frem mod jul, donerer vi automatisk 10 øre til Julehjælpen. Populært sagt: Du swiper. Vi donerer,” siger direktør hos MobilePay, Torben Gamst, der håber at kunne støtte Julehjælpen med flere hundrede tusinder kroner.

Dansk Folkehjælps generalsekretær, Klaus Nørlem, sætter stor pris på, at MobilePay bakker op om Julehjælpen: ”Det er et fantastisk initiativ som kommer fra MobilePay, lige nu hvor vores julehjælpsindsamling til fattige børnefamilier i Danmark for alvor går ind i en meget vigtig fase. Dansk Folkehjælp har i år modtaget rekord mange ansøgninger om julehjælp, og det er derfor med stor glæde vi har modtaget besked om at MobilePay går ud og opfordre forbrugerne til at bruge deres betalingsløsning, når der handles i december måned. Vi håber, at mange tager opfordring til sig og bruger MobilePay når de skal betale for deres juleindkøb i december, det kan være afgørende for at vi kommer til at hjælpe nogle af de mange tusind familier som lige nu ser ud til ikke at modtage julehjælp” – udtaler Klaus Nørlem.

Mange store spillere bakker op
MobilePays opbakning kommer i slipstrømmen på en lang række andre virksomheder, som – udover indsamling den 29. november – har valgt at bakke op om Julehjælpen. Fx spørger både Elgiganten og Sportmaster deres kunder, om de vil støtte med 25 kroner (eller mere), når de handler i deres butikker.

Elgiganten har i flere år inddraget alle deres medarbejdere og opfordret dem til at støtte indsamlingen, hvilket sidste år betød, at Elgigantens medarbejdere indsamlede mere end én million kroner. Selv støtter Elgiganten hvert år indsamlingen med 100.000 kroner.

Hos Rema 1000 har man de senere år doneret overskudsmad lille juleaften, og den gavmilde tradition fortsætter i år. Den 23. december vil alle, der har ansøgt om Julehjælp i år, derfor kunne møde op ved deres lokale Rema 1000 fra kl. 16.00 og modtage en pakke med overskudsmad.

Rekordstort ansøgertal
Selvom erhvervsdrivende over hele landet bakker op, skal der fortsat samles over 10 mio. kroner ind, hvis de rekordmange ansøgere alle skal modtage Julehjælp. Alt i alt har 15.231 søgt om Julehjælp, hvilket er 1.000 flere end sidste år. Derfor skal der i alt samles 22,8 mio. kroner ind for at kunne hjælpe alle familierne til en bedre jul.

Julehjælpen bliver uddelt af Dansk Folkehjælps lokalafdelinger fra den 17. til 23. december landet over.

Sådan kan du støtte Julehjælpen

Indsamling til Julehjælpen løber frem til den 15. december 2018, og alle indsamlede beløb går ubeskåret til Julehjælpen.

Du kan give et bidrag på følgende måder:

  • Støt ONLINE på www.folkehjaelp.dk
  • SMS JULEGAVE til 1999 og støt med 150 kr. (Beløbet plus almindelig sms-takst opkræves automatisk)
  • MobilePay 51 81 11 12 
  • Indsæt på konto reg.nr. 5301 konto 0 333 666. Mærk din indbetaling JULEGAVE