Skip to content

Imponerende engagement

71.708.044 kroner blev resultatet for Danmarks Indsamling 2019. Sammen med danskerne har DR og 12 af landets største humanitære organisationer samlet ind til verdens udsatte piger, som er årets tema. Danskernes engagement op til og under showet har aldrig været større.

Lørdag aften kulminerede Danmarks Indsamling 2019 med et stort indsamlingsshow på DR1 sendt direkte fra Musikkens Hus i Aalborg. Aftenen igennem blev der doneret små og store beløb, og resultatet blev imponerende 71.708.044 kroner, der kun blev gjort mulig af alle de danskere, der har engageret sig og samlet ind ikke kun på aftenen, men i hele januar måned overalt i landet.

”Vi er så taknemmelige for, at danskerne bakker op om Danmarks Indsamling og formår at samle så flot et beløb sammen til verdens udsatte piger. Danmarks Indsamlings målsætning er at støtte flest muligt og samtidig at skabe et engagement omkring årets tema i befolkningen. Vi efterstræber en stillingtagen blandt danskerne til de umenneskelige forhold, som nogle af verdens piger hver dag må stå op til, og det viser danskernes engagement i år, at vi er lykkedes med. Med danskernes gavmilde donationer og de 71.708.044 millioner kroner, kan vi nu hjælpe tusindvis af piger i projekter i Asien, Afrika og Sydamerika,” siger Anna Rørbæk, pressetalsperson for Danmarks Indsamling.

Pengene kommer til at gøre en mærkbar forskel for verdens udsatte piger. 12 konkrete projekter i 12 lande på tre kontinenter skal gennem donationen fra Danmarks Indsamling 2019 i løbet af de næste tre år hjælpe udsatte piger.

Hele Danmarks indsamling
Det er i år 13. gang, at Danmarks Indsamling afholdes. Sammen med danskerne har DR og 12 af landets største humanitære organisationer samlet penge ind. Lørdag aften deltog flere end 5.000 danskere i et lysoptog i Aalborg til støtte for verdens piger, som sluttede på pladsen foran showet. Og mere end 300.000 danskere støttede, i løbet af de fem timer showet varede, verdens udsatte piger.

”Igen i år har vi set, at Danmarks Indsamling samler hele Danmark. I løbet af januar har der været et væld af aktiviteter og indsamlinger over hele landet. Og i ugen op til det store indsamlingsshow på DR1 har mange af DR’s platforme haft fokus på at oplyse om verdens udsatte piger, som er en af de stille katastrofer, der normalt ikke får så meget opmærksomhed, men som det er nødvendigt at zoome ind på,” siger DR’s redaktør Anders Thomsen.