Skip to content
Forside > Nyheder > AGF vil samle Aarhus om julehjælp

AGF vil samle Aarhus om julehjælp

AGF
og seks aarhusianske hjælpeorganisationer er gået sammen om julehjælp i
forbindelse med AGF’s sidste hjemmekamp mod Lyngby den 8. december kl.
14.

Med hjælp fra klubbens fans og publikum vil AGF samle ind til
julehjælp til værdigt trængende østjyder ved at donere julehjælp til en
værdi af mindst 100 kr. for hver tilskuer, der møder frem til årets
sidste kamp.

Det
vil sige, at for hver tilskuer, der møder frem til kampen den 8.
december, donerer AGF – ved hjælp fra klubbens sponsorer – mindst 100
kr. til en julepakke. Ambitionen er at nå 1 mio. kr. Det kræver, at
10.000 tilskuere – billetkøbere, sæsonkortholdere og sponsorer –kommer
til kampen kl. 14.

»Kampen i december bliver årets koldeste i
Ceres Park. Men sammen kan vi skabe varme og hjælpe til, at julen bliver
bedre for dem, der har brug for en ekstra håndsrækning. Og jo flere,
der kommer til kampen, jo mere julehjælp får vi mulighed for at give
videre. Så vi håber at se mange til kampen, hvor man som publikum vil
give julehjælp – blot ved at man kommer til kampen,« siger Morten Lerke,
der er ansvarlig for publikumsoplevelser i AGF, i en pressemeddelelse.
AGF’s julehjælp sker i samarbejde med de seks lokale
hjælpeorganisationer Børnenes Kontor Aarhus, Røde Kors (Aarhus,
Syddjurs, Faurskov og Skanderborg), Kirkens Korshær, Dansk Folkehjælp,
Frelsens Hær samt Hjemløse i Aarhus.

Tilpasset ønsker

Organisationerne
står for at uddele julehjælpen til de værdigt trængende, som de har
kontakt med. Takket være opbakning fra en række af AGF’s sponsorer kan
de seks organisationer til sammen uddele mere end 2.500 julepakker.
Indholdet af julepakkerne vil blive tilpasset organisationernes ønsker,
og pakkerne vil som minimum have en værdi på 100 kr. og bestå af
kolonialvarer og/eller gavekort til forskellige oplevelser.

»Det er et ambitiøst mål, men ikke urealistisk. For det kendetegner AGF og Aarhus, at fællesskabet viser sin styrke, når der er behov for det. Så selv om det bliver en kamp i en kold tid, så håber vi, at Aarhus vil vise sin varme og møde op, så flest mulige kan få en hånd til jul – og samtlige tilskuere tæller. Derfor kan vi kun opfordre alle, der har mulighed for det, til at møde frem til årets sidste hjemmekamp og dermed støtte det gode formål. Jo flere vi er, desto større beløb samler vi ind til de aarhusianere, der trænger mest,« lyder opfordringen fra Morten Lerke.

JP Aarhus – Læs artiklen her:
https://jyllands-posten.dk/aarhus/agf/ECE11762500/agf-vil-samle-aarhus-om-julehjaelp/

julepakker_under_trae