Skip to content

Julehjælp til udsatte familier

Julen nærmer sig. Mens de fleste danskere glæder sig, må et stigende antal fattige forældre ansøge om julehjælp for at kunne give deres børn en juleaften, de kan glæde sig til. Derfor er der stadig hårdt brug for at bidrage til de organisationer, som uddeler julehjælp til udsatte børnefamilier.

Poul Due Jensens Fond (Grundfos Fonden) sender igen i år 2 millioner afsted, fordelt på fire hjælpeorganisationer, som skal komme nogle af Danmarks udsatte familier til gode. De fire organisationer, Frelsens Hær, Røde Kors, Mødrehjælpen og Dansk Folkehjælp, uddeler julehjælp til trængte familier, som af den ene eller anden grund ikke har råd og overskud til at give børnene en jul som den, deres kammerater i børnehaven eller skolen har.

– Julen er først og fremmest børnenes fest, og børn i Danmark skal ikke føle sig udenfor fællesskabet i julen. Det gør de allerede hver eneste dag, når de må undvære nyt tøj og sko, fritidsaktiviteter eller bare en ordentlig madpakke. Derfor vil jeg også opfordre virksomheder, private og fonde til at give et bidrag, siger Kim Nøhr Skibsted, , direktør i Poul Due Jensens Fond.

De fire organisationer har en ambition om sammenlagt at nå over 34.000 børnefamilier, så der er et stykke vej endnu. Han anslår, at fondens donation kan hjælpe ca. 2.000 familier. Julehjælpen varierer lidt fra organisation til organisation, men en typisk enlig kontanthjælpsmodtager med to børn vil modtage i omegnen af 1.000 kroner til mad og gaver.

Flere børnefamilier på kontanthjælp og integrationsydelse kan ellers se frem til et nyt skattefrit børnetilskud (Lovforslag L45) , men de ser ikke en krone før efter den 1. januar 2020, og derfor må de fattigste børnefamilier fortsat søge om julehjælp hos en række hjælpeorganisationer.

– Regeringens lovforslag om nyt midlertidigt børnetilskud er lige nu under behandling i Beskæftigelsesudvalget, men mellem i dag og 1. januar er der en lang, trist december måned i vente for op mod 64.500 fattige børn, hvis forældres rådighedsbeløb kun lige rækker til husleje og basale udgifter, men ikke til pakkekalender, juleknas og andesteg. Så må andre træde til, siger Kim Nøhr Skibsted.

Julefester for anbragte børn

Ud over julehjælpen medfinansierer fonden desuden Børnehjælpsdagens julefester for omkring 1.000 anbragte børn. Fonden donerede 500.000 til julefesterne i 2018, og de penge rækker også til at finansiere festerne i år.

– Af alle udsatte børn i Danmark er de anbragte børn nogle af dem, der føler sig allermest ekskluderet i julen. Derfor er vi også glade for at kunne være med til at give dem en helt særlig oplevelse, afslutter fondsdirektøren.

Mere information

Poul Due Jensens Fond (Grundfos Fonden) støtter i 2019 fire organisationers juleindsamlinger med i alt 2 millioner kroner. Desuden finansierer fonden Børnehjælpsdagens julefester for anbragte børn: https://www.pdjf.dk/programmer/julehjaelp/

For yderligere kommentarer, kontakt fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted | kskibsted@grundfos.com | Mobil 3052 5020

Fakta om L45

Fattigdom i Danmark