Mor døde en måned før jul: Alligevel blev det en god aften
Det blev en rigtig god aften. Ellers havde det været en rædselsfuld jul, siger Mads, der fik julehjælp sidste år og håber på at få igen i år.
Da 34-årige Mads Reinholdts ekskone døde i november måned sidste år, stod den 34-årige tidligere vinduespudser pludselig alene med to små børn. Men midt i kaosset og sorgen efter hendes død, kunne Mads glæde sig over, at julen i det mindste blev reddet.
Mads er nemlig blandt de mange, der modtager pakker fra Dansk Folkehjælp, hvilket betød, at Hollie, der nu er fire år gammel, og Luca, der er syv år, fik en jul som andre børn.
Børnene mor fik konstateret lymfekræft
– Jeg passede mine unger og min uddannelse og kæmpede med blod, sved og tårer med to sørgende børn, som jeg også skulle tage mig af midt i det hele.
– På det tidspunkt havde der været nogle familiebump, så jeg skulle bevise overfor mig selv, at jeg faktisk formåede at få børnene på ret kurs, fortæller Mads Reinholdt til Ekstra Bladet om den første hårde tid.
Han var sammen med deres mor, Katharina, da hun fik konstateret kræft. Hun ventede dog længe med at gå til lægen, og da hun endelig kom under behandling, var det for sent at gøre noget ved hendes brystkræft.
Vidste ikke mine levende råd
– Det havde bredt sig fra brystet til lymferne i venstre side. Og så gik det støt ned af bakke. Fra da kunne jeg intet stille op. Jeg var under uddannelse, men måtte sygemelde mig, husker Mads.
Selv om parret gik fra hinanden, efter at Katharina fik konstateret brystkræft, ramte det Mads hårdt, da ekskonen døde og efterlod ham som den eneste forælder til to meget små børn.
– Jeg vidste ikke mine levende råd, da hun døde. Men min familie var meget imponeret over, hvor meget kraft jeg havde.
– Jeg søgte alle mulige tilbud om hjælp, fordi jeg var under uddannelse, og jeg havde jo stadig husleje og masser af regninger, der skulle betales, siger Mads.
Julehjælpen reddede julen
Han kunne dog ånde lettet op, da det lidt over en måned efter dødsfaldet blev juleaften, hvor to forventningsfulde børn ventede på deres gaver.
– Det betød, at jeg kunne købe den flæskesteg og de gaver, vi havde behov for, så vi kunne holde den jul og få de gaver, ungerne ønskede.
– Ellers havde jeg skullet klippe og klistre en gave til dem. Nu kunne de få en rigtig gave.
Ud over at kunne give børnene en traditionel jul, gav julehjælpen Mads en ballast, han ikke havde regnet med.
– Det var alfa og omega i forhold til intet at have. Og så kunne jeg vise familien, at jeg kunne holde en rigtig jul for dem. Så det blev en rigtig god aften. Ellers havde det været en rædselsfuld jul.
Det endte med at blive en god aften
Han lægger ikke skjul på, at den hjælpende hånd udrettede mirakler i familien.
– Jeg har svært ved at sætte ord på, hvor jeg ellers ville have været.
– Det var en svær psykisk situation at stå i, og jeg vidste på det tidspunkt ikke, hvad jeg skulle stille op med børnene. Men gudskelov endte det med at blive en god aften, hvor også min mor og hendes mand var med, lyder det fra Mads.
Også i år håber Mads på en julepakke fra Dansk Folkehjælp. Og midt i kaosset, ekskonens død efterlod, glæder han sig over, at han i dag har mere tid med børnene end nogensinde.
– Jeg nyder det, som dagen er lang. Det er fantastisk at kunne se dem i øjnene hver dag. Men der er også begrænsninger om aftenen. Der er ikke noget med at tage i byen, siger den enlige far.