Skip to content
Forside > Nyheder > Deodorant-eksplosion ændrede mit liv: Tre år med julehjælp

Deodorant-eksplosion ændrede mit liv: Tre år med julehjælp

FORBRÆNDT BÅDE FYSISK OG PSYKISK: Deodorant-eksplosion i hjemmet slog benene væk under Henriette Aalborg, der aldrig igen bliver i stand til at arbejde på fuld tid.

En søndag eftermiddag for fire år siden forandrede Henriette Aalborgs liv sig i bogstaveligste forstand med et brag.

Den 35-årige, enlige mor til tre børn havde været ude at handle og var ved at tømme bilen, da hendes yngste barn, Silje på dengang halvandet år, skruede maksimalt op for samtlige kogeplader på komfuret i køkkenet, hvor Henriette samtidig stillede indkøbsposer på bordet lige ved siden af.

Håret brændte og vindueskarmen blev trykket ud
– Jeg anede ikke uråd, før end der skete en eksplosion lige foran mig. En deodorant i en af indkøbsposerne sprang pludselig i luften på grund af varmen, og mit hår og tøj brændte, mens alle vægge og lofter i huset slog revner og vindueskarmen i køkkenet blev trykket ud.

– Heldigvis befandt ingen af børnene sig i køkkenet, så det gik kun ud over mig, fortæller Henriette Aalborg om dramaet, der udover at give hende sit livs chok medførte andengrads-forbrændinger på hals, arme, bryst og i ansigtet.

Halvdelen af hendes hårpragt forsvandt samtidig i brandeksplosionen, som satte en stopper for hendes uddannelse som fodterapeut. Henriette Aalborg slap fra ulykken uden fysiske mén, men hun har siden fået diagnosen PTSD (post-traumatisk stress syndrom).

– Der gik mere end et år, før vi igen købte Rexona-deodoranten, men den kommer aldrig igen til at være i køkkenet, siger Henriette Aalborg med et glimt i øjet, der synes at rumme både ironi og alvor.

Har droppet at gå til frisør
Flere eksperter, herunder psykiatere og psykologer, har i årene efter ulykken fastslået, at Henriette Aalborg er syg og ude af stand til at varetage et fuldtidsjob som følge af sin oplevelse den søndag i september 2015. Alligevel er hun stadig kontanthjælpsmodtager og har for nylig været i arbejdsprøvning med henblik på senere at indgå i et såkaldt ressourceforløb.

– Jeg sover højst fire timer i træk og har stadig mareridt om ulykken, siger Henriette Aalborg, der blev skilt fra sine to yngste børns far for fire år siden. Oliver på 11 og Silje på fem år er hos deres far i Ranum 10 kilometer fra familiens lejede hus i Vester Hornum ved Farsø i Nordjylland hveranden weekend.

Både kontakten til ham og til faren til 15-årige Nicklas’ far, der bor i Aalborg, er god, pointerer den brændemærkede mor, som sparede 3.000 kroner om måneden i husleje, da familien for et års tid siden flyttede fra Aars til de 90 kvadratmeter i huset på hovedgaden i Vester Hornum.

– Jeg mistede 2.600 kroner netto om måneden, da kontanthjælpsloftet blev indført, så det er stramt at skulle klare sig for 600 kroner i rådighedsbeløb om ugen til mad og andre fornødenheder.

Henriette Aalborg har lært sig mange spareøvelser i sin økonomisk trængte situation. Eksempelvis går hun aldrig til frisør, køber kun genbrugstøj og forsøger i videst muligt omfang kun at gå efter dagligvarer på tilbud.

Sympatisk at tænke på andre

Ulykken har blandt meget andet lært Henriette Aalborg at tillægge samfundets sociale sikkerhedsnet større værdi.

– Jeg forstår min datter, Silje, på en anden måde, når hun siger, at det er godt, at Robin Hood tager fra de rige og giver til de fattige. Jeg synes, det er et grundlæggende, sympatisk mennesketræk at tænke på andre end sig selv, og det må mine børn gerne tage til sig, siger Henriette Aalborg, der har svært ved at forstå, hvorfor folk med en årlig indtægt på over en million kroner skal have en børnecheck fra staten fire gange om året.

– Den nye regering er meget velkommen, konstaterer hun tørt og med forventning om en mere imødekommende socialpolitik over for mennesker som hende selv med en presset privatøkonomi.

Overvejer at servere julemad til hjemløse
Børnene skal holde juleaften hos deres fædre i år, så Henriette overvejer at melde sig som en af de frivillige, der serverer mad for hjemløse.

– Det er desværre slet ikke det samme at holde juleaften uden sine børn, men vi kompenserer for savnet ved at rykke juleaften frem til den 22. december her hos mig, siger Henriette Aalborg, som selv er født og opvokset i Kokkedal nord for København. Den stramme økonomi gør dog, at hun og børnene kun har råd til ét årligt besøg hos familien på Sjælland.

Henriette og hendes tre børn har fået julehjælpspakken til en værdi af 1.500 kroner fra Dansk Folkehjælp de seneste tre år, så hun har ikke svært ved at sætte ord på. hvad denne ekstra, hjælpende hånd betyder:

– Den giver et vigtigt overskud både økonomisk og mentalt, som børnene og jeg sætter stor pris på.

For 12. år samler Dansk Folkehjælp og Ekstra Bladet ind til enlige forsørgeres juleaften. Mere end 14.000 har søgt i år

Julehjælpen består i 2019 af:
Kolonialvarer eller gavekort til REMA 1000, værdi 500 kr.
1 x gavekort til julegaver til børnene, værdi 1000 kr.

Støt eller meld dig som indsamler
Hvis du gerne vil støtte Julehjælpen, kan du melde dig som indsamler, eller du kan donere:

– Sms JULEGAVE til 1999, og støt med 150 kr.
Beløbet plus almindelig sms-takst opkræves automatisk

– MobilePay 13 221

– Indsæt på konto reg.nr. 5301 konto 0 333 666.
Mærk din indbetaling JULEGAVE.

Af: Torben Rask. Bragt i Ekstra Bladet den 9. december 2019

EK_12122019