Bred aftale om indgreb mod kviklån

Regeringen har indgået bred aftale om at forbyde dyre kviklån.

Indgreb mod kviklån
I går aftes indgik et stort flertal af Folketingets partier en aftale om indgreb mod de kontroversielle kviklån.

Med aftalen forbydes alle forbrugslån, hvor den samlede årlige omkostning (ÅOP) på lånet overstiger 35 procent.

Samtidig indføres der et markedsføringsforbud, så ingen virksomheder, der udbyder lån med en ÅOP over 25 procent, må reklamere for sit lån.

”Jeg er rigtig stolt af, at vi nu for første gang for alvor tager et opgør med de kviklån, der har fanget mange, særligt unge og udsatte i uoverskuelig gæld. Det var på høje tid,” siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) i en pressemeddelelse.

Ministeren understreger, at vi med aftalen får ”en af de strammeste reguleringer af markedet for forbrugslån i EU”.

Alle Folketingets partier på nær Liberal Alliance og Konservative er med i aftalen.

Det er ellers ikke mere end en uge siden, at forhandlingerne om en kviklånsaftale blev udskudt på ubestemt tid på grund af stridigheder blandt partierne internt i rød blok, hvor ikke kun uenigheder, men også misvisende læk til pressen var med til at skabe mistillid og dårlig stemning.

SF og Enhedslisten havde ønsket sig et lavere ÅOP-loft på 15 procent, men udtrykker alligevel tilfredshed med aftalen.

“Vi havde gerne sikret en endnu lavere grænse for, hvor dyre lånene må være. Men jeg er glad for, at der kommer en grænse, så vi sikrer, at firmaerne ikke længere bare har frit spil,” siger Lisbeth Bech Poulsen (SF) i en pressemeddelelse.

– Endelig får vi en grænse for, hvor vanvittige lån man kan tillade sig at lokke mennesker til at tage. Det skal være slut med, at skruppelløse firmaer kan fange folk i en gældsspiral, de aldrig kommer ud af, siger Lisbeth Bech Poulsen (SF).

Kilde: Skrevet af Peter Pagh-Schlegel, bragt på altinget.dk den 20. december 2019.

Altinget