Forside > Nyheder > Vigtig viden: Sådan kan sårbare ældre få hjælp

Vigtig viden: Sådan kan sårbare ældre få hjælp

Dansk Folkehjælp og Faglige Seniorer indgår partnerskab, der skal hjælpe sårbare ældre i landets kommuner med indkøb og praktiske gøremål i hjemmet under corona-krisen.

Sårbare ældre i landets kommuner får nu en håndsrækning fra andre ældre under corona-krisen.

Det er fagbevægelsens ældreorganisation Faglige Seniorer med 230.000 medlemmer, der har indgået et partnerskab med Dansk Folkehjælp.

Hjælpeorganisationen har netop igangsat en omfattende indsats med titlen “Akuthjælp til sårbare ældre” i samarbejde med en række af landets kommuner om blandt andet hjælp til indkøb og praktisk hjælp i hjemmet.

– Dansk Folkehjælp gør en fantastisk indsats, og vi i Faglige Seniorer er glade for at kunne bidrage med at hjælpe andre ældre, der er i en svær situation i forbindelse med corona-krisen, siger landsformand i Faglige Seniorer, Ole Ibsen.

Akuthjælpen til ældre omfatter nødvendige dagligvareindkøb og udbringning, nødvendige medicinindkøb og udbringning, madudbringning samt nødvendig praktisk hjælp.

Det er kommunale medarbejdere i de kommuner, der samarbejder, der henviser udsatte ældre til akuthjælpen, hvor frivillige sørger for indkøb og udbringning af varer samt medicin og nødvendig praktisk hjælp i hjemmet.

Foreløbig har 20 kommuner vist interesse for at deltage i indsatsen, mens 250 frivillige har meldt sig.

– Vi regner med at have aftaler på plads med de første fem kommuner i løbet af ugen, oplyser Klaus Nørlem, generalsekretær I Dansk Folkehjælp.

Delivering Groceries To The Elderly