Skip to content

Generelsekretær: Fattigdom er fortsat et stort problem i Danmark – og Corona-krisen gør det kun større

Af Klaus Nørlem, generalsekretær, Dansk Folkehjælp. Kommentar i Berlingske d. 22. maj 2020. 

Tidligere på året fik vi serveret dét, der umiddelbart lød som en god nyhed: Efter tyve års stigning var antallet af fattige i Danmark endelig stagneret. Men hvor god en nyhed er det egentlig? Er der grund til at glæde sig, fordi vi som samfund har formået at holde antallet af fattige på en kvart million? Nej, det er der så afgjort ikke. Det kan godt ske, vi ikke har forværret fattigdomsudfordringerne. Men dermed ikke sagt, at vi har løst dem. Langt fra.

Siden årtusindskiftet har vi oplevet utallige reformer af overførselsindkomsterne. Altid med en forhåbning om at sende fattigdomskurven i den rigtige retning, nemlig nedad. Desværre er problematikken kun blevet værre, særligt i perioden fra 2015 til 2017 hvor fattigdomskurven steg markant, da antallet af fattige i Danmark voksede med intet mindre end 50.000.

Denne udvikling overlappede med indførelsen af den seneste reform, kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen, der blev iværksat i oktober 2016, og var fuldt indfaset ved indgangen til 2019. Siden da har der været ro på reformfronten, og endelig er tallet stagneret. Men desværre på et, siden nullerne, historisk højt niveau, og efter en lang periode med rekordlav ledighed.

Den nuværende regering har vedtaget et forhøjet børnetilskud og et personligt tilskud til forsørgere på overførselsindkomst, ligesom der er nedsat en ydelseskommission. Dét er et skridt i den rigtige retning.

Men inden vi klapper os selv på skulderen, er der også her brug for at sætte situationen i perspektiv: De øgede midler, der tilgår Danmarks fattige, svarer ifølge Dansk Folkehjælps egne estimater kun til omtrent halvdelen af de midler, man fjernede ved reformen i 2016, og tilgodeser kun halvdelen af de borgere som blev berørt af indførelsen af kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen.

Som alle andre parametre i samfundet er fattigdomsproblematikken naturligvis berørt af den aktuelle Corona-krise. Krisen øger skellene mellem rig og fattig.

I april måned har fattige danskere kunnet søge om feriehjælp hos Dansk Folkehjælp. Sidste år var der 3.822 ansøgninger om feriehjælp, men i år er vi landet på 5.725, svarende til en stigning på hele 49,8%.

Vi kan sikkert alle gøre os forestillinger om, hvordan det må være at leve med et dagligt madbudget på 50-100 kr. til hele familien. Dér, hvor forestillingsevnen imidlertid ophører, er, når fattigdom bliver en omstændighed, man må leve med år efter år efter år. Flertallet af de familier, vi hos Dansk Folkehjælp er i kontakt med, klassificeres som langtidsfattige. Dette betyder i praksis, at de har været afhængige af overførselsindkomster i mere end tre år. Ofte i 10 år eller længere.

Det er ikke dovenskab eller manglende vilje til at bidrage til samfundet, der medfører, at man som fattig gør brug af velfærdsstatens tilbud om overførselsindkomst. Tværtimod er det en uendelig kompleksitet af forskelligartede parametre, der ofte handler om fysisk og psykisk sygdom. Om tragiske sociale omstændigheder. Om misbrug eller en barndom i langvarig fattigdom, som kom til at sætte en tung og ubrydelig ramme omkring voksenlivet. Der er ingen grund til at tro, at en eneste bedre stillet dansker har lyst til at bytte skæbne med et medlem af de familier i Danmark.

I visse tilfælde er det så afgjort viljestyrken, der gør udslaget for, at man som individ ender i en bedre livssituation. Men det er langt fra altid tilfældet. Som velfærdssamfund har vi en demokratisk og moralsk forpligtelse til at række en hjælpende hånd ud til dem, der har allermest brug for det – og ikke mindst til deres børn.

Vi ved, at det i særlig grad handler om at få brudt den negative sociale arv. Effekten af langvarig fattigdom er netop, at den næste generation ofte selv får et liv i langvarig fattigdom. Mønstre har det med at blive gentaget, og derfor stræber Dansk Folkehjælp efter, at fattige børn stilles i en bedre livssituation end deres forældre.

Hvis man samler de udfordringer, som Danmarks fattige står overfor, og tillægger konsekvenserne af Corona-krisen, står vi som samfund med en fattigdomskrise som kan vise sig at blive af uoverskuelig omfang.

Stagnationen af fattigdom i Danmark er det første vigtige skridt.

Næste skridt bliver – præcis som med Corona-krisen – at få kurven knækket. Den kommer næppe til at styrtdykke, og vi rammer nok aldrig det utopiske nulpunkt. Men vi har en fælles forpligtelse til, at det samlede tal bliver så lavt som overhovedet muligt.

kLAUS