Danskernes forbrug til konfirmationen stiger, mens Dansk Folkehjælp oplever flere ansøgere til Konfirmationshjælp

Igen i år stiger danskernes forbrugstrang, når barnet skal konfirmeres. Det viser en ny undersøgelse fra Nordea, der netop er offentliggjort. Således bruger en dansk familie i 2020 10% mere, end de gjorde i 2016. Det betyder, at en familie i gennemsnitbruger 33.500 på en konfirmation. Samtidig oplever organisationen Dansk Folkehjælp en stigning i ansøgertallet til konfirmationshjælpen.

Beløbet for en konfirmation spænder bredt blandt danske familier, men ifølge Nordeas nye undersøgelse bruger den gennemsnitlige danske familie 33.500 kr. på en konfirmation. Samtidig oplever Dansk Folkehjælp en stigning i ansøgertallet til Konfirmationshjælp, hvilket viser, at der stadig er mange familier i Danmark, der ikke et tilsvarende økonomiske råderum. Dansk Folkehjælp erfarer, at de familier, der ansøger om konfirmationshjælp, bruger i omegnen af 5-7.500 kr. på en konfirmation.

Det tegner et billede af uligheden i Danmark, mener generalsekretær Klaus Nørlem hos Dansk Folkehjælp, der understreger, at det for mange unge, der kommer fra økonomisk trængte familier, er svært at blive konfronteret med uligheden.

”Nogle børn fra lavindkomst familier oplever virkelig en stor forskel fra dem selv og til deres klassekammerater, når der skal holdes konfirmation. Det er én af årsagerne til, at Konfirmationshjælpen er så vigtig. Det handler om, at børnene ikke skal være flove eller føle sig alt for anderledes fra deres omgangskreds,” fortæller han.

2.000 kr. gør en forskel
Konfirmationsdagen er det helt store samtaleemne i 6. klasser landet over, og det bliver for nogle en dag, der udpensler hvilke midler klassekammeraternes familier har – eller ikke har. Dansk Folkehjælps konfirmationshjælp består af et gavekort fra virksomheden GoGift til en værdi af 2.000 kroner, som kan benyttes i et bredt udvalg af butikker over hele landet. Familierne vælger selv, om gavekortet skal bruges på konfirmationstøj, gaver til konfirmanden eller til selve konfirmationsfesten. Dansk Folkehjælp har i år modtaget 1.135 ansøgere til konfirmationshjælpen. Ud af ansøgerfeltet vil 500 familier modtage hjælpen i år. Dette er en stigning på 100 familier i forhold til 2019. Det er blandt andet familier, der søger Julehjælp, som bliver gjort opmærksomme på, at de også kan søge om hjælp, hvis de har et barn, der skal konfirmeres.

Fakta om konfirmationshjælpen

  • Ifølge Nordeas nye undersøgelser bruger forældre gennemsnit 6.500, – på gaver til konfirmanderne
  • Alene er tøjbudgettet til konfirmanden steget med 8% siden 2016
  • 8 ud af 10 gæster giver kontanter i gave
  • Den gennemsnitlige kuvertpris pr. person er på 575,-
  • I 2018 modtog 250 familier Konfirmationshjælpen
  • I år modtager 500 familier Konfirmationshjælpen
  • Konfirmationshjælpen gives kun til konfirmander og ikke non-firmander
Design uden navn (2)