Forside > Nyheder > Rekordmange børnefamilier søger Julehjælp – og coronakrisen er en afgørende forklaring

Rekordmange børnefamilier søger Julehjælp – og coronakrisen er en afgørende forklaring

Op mod 15.000 børnefamilier forventes at søge om Julehjælp i 2020, hvilket vil være en stigning i forhold til 2019, hvor 14.600 familier søgte om hjælp. Hele 46 % af ansøgerne angiver, at krisen yderligere har forværret deres økonomiske situation, mens 4,5 % er blevet arbejdsløse på grund af krisen.

Som Danmarks største formidler af Julehjælp har Dansk Folkehjælp siden 2006 hjulpet mere end 81.400 fattige og udsatte børnefamilier i Danmark til en bedre jul.

Efterspørgslen på Julehjælp er dog steget år for år, og selvom det tidligere på året kom frem, at fattigdommen i Danmark for første gang i mange år var stagneret, er der én ting, der står klart: Corona-pandemien har fået tag i danskerne og det danske arbejdsmarked, og Dansk Folkehjælp forventer i år at få det højeste ansøgertal nogensinde.

Allerede inden deadline for at søge julehjælp udløber, har Dansk Folkehjælp modtaget mere end 12.500 ansøgninger, og det endelige tal forventes den 1. december at lande på omkring 15.000 ansøgere. Den nye ansøger rekord betyder, at Dansk Folkehjælp skal indsamle mere end 22 millioner kr. for at kunne hjælpe alle.

Corona-krisen rammer de udsatte – og flere søger Julehjælp
Hverdagen har siden pandemiens indtog i Danmark ændret sig for samtlige danskere, men for udsatte og fattige familier har den nye hverdag været særlig hård.

Det har Dansk Folkehjælp bl.a. kunnet se på ansøgertallet til både Konfirmationshjælp, Skolestarthjælp og Feriehjælp, hvor ansøgertallet ved sidstnævnte steg markant i sommeren 2020.

Pandemien sætter også sit tydelige præg på årets Julehjælp, hvor mange af ansøgerne direkte er påvirket af krisens omfang. Tydelige tendenser tegner sig blandt de mere end 12.500 familier, der så vidt har søgt om Julehjælp:

  • 46 % svarer, at krisen har forværret deres økonomiske situation
  • 54,8 % svarer, at de ikke har mulighed for at købe nødvendige tøj/fodtøj til familien
  • 40 % svarer, at krisen har resulteret i flere afsavn, end de havde før krisen
  • 13,1 % svarer, at de ikke har haft mulighed for at give deres børn 3 måltider mad om dagen
  • 4,5 % af ansøgerne er personer, som har mistet deres job pga. krisen

Op mod 15.500 børnefamilier forventes at søge om Julehjælp i 2020, hvilket vil være en stigning på 6 % i forhold til 2019.

Klaus Nørlem, generalsekretær hos Dansk Folkehjælp, fortæller:

”Det er naturligvis ikke overraskende, at Corona-krisen har ramt Danmarks fattige så hårdt. Men det gør alligevel indtryk, når man ser sort på hvidt, hvor mange familier, der nu har det endnu sværere, end de havde det i forvejen. Det er samtidig bemærkelsesværdigt, at 4,5 procent af ansøgerne er personer, der har mistet deres job på grund af krisen – og givetvis for første gang mærker behovet for at ansøge om Julehjælp.”

En dugfisk analyse fra Arbejderbevægelsen Erhvervsråd har netop påvist, at Corona-ledigheden rammer de lavtlønnede hårdest. Blandt den femtedel med laveste lønindkomster var der 6 procent, som blev ledige i løbet af marts-juni 2020.

Epinion-undersøgelse: Et stigende antal danskere anerkender fattigdom som problem

Dansk Folkehjælp har via en Epinion-undersøgelse undersøgt, hvordan danskernes syn på fattigdom i det Danmark.

  • Et stigende antal danskere anerkender fattigdom som et problem i Danmark: 93 % mod 90 % i 2016
  • 29 % af danskerne har kendskab til familier i Danmark, hvor børn efter deres vurdering vokser op med fattigdom og afsavn – en stigning på 3 % i forhold til 2016
  • 44 % mener, at de forskellige reformer, der er gennemført på overførelsesindkomstområdet det seneste årti, har skabt mere fattigdom i Danmark – kun 18 % er eksplicit uenige heri
  • 54 % mener, at Danmark bør have en officiel fattigdomsgrænse, der kan definere, hvornår man er fattig i en dansk kontekst – 19 % er eksplicit uenige
  • 49 % mener, at en sådan fattigdomsgrænse vil være nyttig for bekæmpelse af fattigdom – 19 % er eksplicit uenige
  • 81 % mener, at den nedsatte ydelseskommission bør have fokus på at sikre at børn i Danmark kan vokse op med lige muligheder for at være en aktiv del af fællesskabet.

Brug for al den hjælp, vi kan få
Hvis Dansk Folkehjælp skal hjælpe flest mulige udsatte børn og deres familier til en bedre jul, får organisationen brug for al den hjælp, de kan mønstre. Derfor opfordrer Dansk Folkehjælp alle til at bidrage til julehjælpsindsamlingen.

Erhvervslivet i hele Danmark er vigtige partnere i julehjælpsindsamlingen, og tirsdag d. 1. december afholder en række erhvervspaneler en julehjælpsindsamling 15 steder i Danmark. Sidste år indsamlede erhvervspanelerne 11.000.000 kr. på blot en time til danske børns jul. Man kan læse mere og tilmelde sig et af erhvervspanelerne her.

Man kan også gøre en stor forskel som privatperson. Hvert beløb tæller, og man kan donere her.

Fakta om Julehjælpen

Julehjælp 2020 har en samlet værdi af kr. 1.500 pr. familie og består af:

  • Julemad og kolonialvarer til en værdi á 500 kr.
  • 1 x gavekort til indkøb af gaver til familiens børn til en værdi á 1.000 kr.

Julehjælp 2020 uddeles af Dansk Folkehjælps lokalafdelinger og frivillige.

Sådan støtter man

Ønsker man at støtte Julehjælp 2020, er der følgende muligheder:

  • folkehjaelp.dk
  • MobilePay til 13 221
  • SMS ”julegave” til 1999 og støt med 150 kroner
  • Indsæt i bank, reg. nr. 5301, konto 0000 333 666, mrk. dit bidrag ”Julegave”.

Fakta om Dansk Folkehjælps Julehjælp de sidste fem år

Uddelte julepakker:

  • 2015 = 5.400
  • 2016 = 9.100
  • 2017 = 9.540
  • 2018 = 11.000
  • 2019 = 11.400

Indsamlede beløb:

  • 2015 = 7,72 mio. kr.
  • 2016 = 12 mio. kr.
  • 2017 = 12,4 mio. kr.
  • 2018 = 14,5 mio. kr.
  • 2019 = 14,8 mio. kr.
Ditte