Forside > Nyheder > Rekordmange børnefamilier har søgt Julehjælp i år

Rekordmange børnefamilier har søgt Julehjælp i år

15.069 børnefamilier har i år søgt om økonomisk hjælp til at klare julen hos landets største uddeler, Dansk Folkehjælp. Det er en stigning i forhold til 2019, hvor 14.600 familier søgte om hjælp. Hele 87,5% af ansøgerne angiver, at krisen yderligere har forværret deres økonomiske situation, mens 4,6% er blevet arbejdsløse på grund af krisen.

Som Danmarks største formidler af Julehjælp har Dansk Folkehjælp siden 2006 hjulpet mere end 81.400 fattige og udsatte børnefamilier i Danmark til en bedre jul. Den nye ansøger rekord betyder, at Dansk Folkehjælp skal indsamle mere end 22 millioner kr. for at kunne hjælpe alle.

Se alle aktuelle data på årets Julehjælps ansøgere her.

Corona-krisen rammer de udsatte – og flere søger Julehjælp
Hverdagen har siden pandemiens indtog i Danmark ændret sig for samtlige danskere, men for udsatte og fattige familier har den nye hverdag været særlig hård.

Det har Dansk Folkehjælp bl.a. kunnet se på ansøgertallet til både Konfirmationshjælp, Skolestarthjælp og Feriehjælp, hvor ansøgertallet ved sidstnævnte steg markant i sommeren 2020.

Pandemien sætter også sit tydelige præg på årets Julehjælp, hvor mange af ansøgerne direkte er påvirket af krisens omfang. Tydelige tendenser tegner sig blandt de familier, der har søgt om Julehjælp:

  • 31 % svarer, at krisen har forværret deres økonomiske situation
  • 53 % svarer, at de ikke har mulighed for at købe nødvendige tøj/fodtøj til familien
  • 18 % svarer, at krisen har resulteret i flere afsavn, end de havde før krisen
  • 13 % svarer, at de ikke har haft mulighed for at give deres børn 3 måltider mad om dagen
  • 4,6 % af ansøgerne er personer, som har mistet deres job pga. krisen

Klaus Nørlem, generalsekretær hos Dansk Folkehjælp, fortæller: ”Det er naturligvis ikke overraskende, at coronakrisen har ramt Danmarks fattige så hårdt. Men det gør alligevel indtryk, når man ser sort på hvidt, hvor mange familier, der nu har det endnu sværere, end de havde det i forvejen. Det er samtidig bemærkelsesværdigt, at 4,6 procent af ansøgerne er personer, der har mistet deres job på grund af krisen – og givetvis for første gang mærker behovet for at ansøge om Julehjælp.”

En ny analyse fra Arbejderbevægelsen Erhvervsråd har netop påvist, at corona ledigheden rammer de lavtlønnede hårdest. Blandt den femtedel med laveste lønindkomster var der 6 procent, som blev ledige i løbet af marts-juni 2020.

Brug for al den hjælp, vi kan få
Hvis Dansk Folkehjælp skal hjælpe flest mulige udsatte børn og deres familier til en bedre jul, får organisationen brug for al den hjælp, de kan mønstre. Derfor opfordrer Dansk Folkehjælp alle til at bidrage til julehjælpsindsamlingen.

Erhvervslivet i hele Danmark er vigtige partnere i julehjælpsindsamlingen, og i dag d. 1. december afholder en række erhvervspaneler en julehjælpsindsamling 15 steder i Danmark. Sidste år indsamlede erhvervspanelerne 11.000.000 kr. på blot en time til danske børns jul.

Man kan også gøre en stor forskel som privatperson. Hvert beløb tæller, og man kan donere her.

FAKTA OM JULEHJÆLPEN
Julehjælp 2020 har en samlet værdi af kr. 1.500 pr. familie og består af:

  • Julemad og kolonialvarer til en værdi á 500 kr.
  •  1 x gavekort til indkøb af gaver til familiens børn til en værdi á 1.000 kr.

Julehjælp 2020 uddeles af Dansk Folkehjælps lokalafdelinger og frivillige.

Fakta om Dansk Folkehjælps Julehjælp de sidste fem år
Uddelte julepakker:

  • 2015 = 5.400
  • 2016 = 9.100
  • 2017 = 9.540
  • 2018 = 11.000
  • 2019 = 11.400

Indsamlede beløb:

  • 2015 = 7,72 mio. kr.
  • 2016 = 12 mio. kr.
  • 2017 = 12,4 mio. kr.
  • 2018 = 14,5 mio. kr.
  • 2019 = 14,8 mio. kr.
giv-en-mandelgave