Dansk Folkehjælp åbner for ansøgninger til Julehjælp med Ankerstjerne som ambassadør

I dag, den 1. november, åbner Dansk Folkehjælp og Ekstra Bladet op for ansøgninger til dette års Julehjælp, og det er desværre med en trist forventning om, at ansøgerfeltet for andet år i streg vil stige fra et allerede historisk højt niveau. I de forgange år har organisationen oplevet eskaleringer i ansøgertal på helt op mod 50% og formoder, at danskerne igen vil vise et øget behov for hjælp til jul. Som noget nyt har organisationen i år allieret sig med musikeren, Ankerstjerne, som bliver ny ambassadør for indsamlingen til julehjælp. Ankerstjerne, der selv er vokset op i hårde kår, ser frem til at kæmpe for den gode sag, som skal sikre, at alle børn får en god jul.

Siden coronakrisen ramte i 2019 har Dansk Folkehjælp oplevet markante stigninger i ansøgertallene på en lang række indsatsområder. For eksempel steg antallet af ansøgere til skolestarthjælpen med 21% fra sidste år til i år, og i samme periode steg antallet af ansøgere til feriehjælpen med 31% – efter allerede at være steget med 54% fra 2019 til 2020.

Når organisationen i dag åbner for ansøgninger til dette års julehjælp er det med en trist formodning om, at tendensen vil fortsætte. Selvom coronakrisen er en markant mindre dominerende faktor i danskernes hverdag end tidligere, er man hos Dansk Folkehjælp opmærksom på, at der vil være mange langsigtede konsekvenser. Generalsekretær Klaus Nørlem udtaler:

”Som konsekvens af krisen står vi over for det, der kan gå hen at blive et langt mere permanent fattigdoms- og samfundsproblem. Udover at der er kommet et øget antal nyfattige, der har brug for hjælp, vil mange familier også opleve en øget prisstigning i form af forbrugsomkostninger på eksempelvis elektricitet og varme. Disse regninger skal betales ved udgangen af året og vil derfor særligt ramme fattige og udsatte familier, der har sværere ved at spare op og dermed forberede sig på ekstra regninger.”

Ny ambassadør for Dansk Folkehjælps Julehjælp
Som noget nyt kan Dansk Folkehjælp i år offentligøre en ambassadør for Dansk Folkehjælp og Ekstra Bladets julehjælpsindsamling i form af musikeren Lars Ankerstjerne. Han er efterhånden kendt i hele Danmark som et af landets største musiknavne og vil med sit ambassadørskab akkompagnere Dansk Folkehjælp, når organisationen samler ind til den traditionsfyldte Julehjælp, der er blandt de største julehjælpsindsamlinger i Danmark.

Det er ikke tilfældigt, at den tidligere X Factor-dommer, der ligeledes både er sanger, sangskriver og producer, har involveret sig i julehjælpsindsamlingen. At sikre, at ALLE fattige familier og deres børn også har mulighed for en god jul, er nemlig en sag, der står hans hjerte meget nært:

”Dér, hvor jeg er vokset op, har vi som små børn og unge voksne været vidner til lidt af hvert, som er langt fra det, man i dagens Danmark definerer som ressourcestærke familier. Med det liv, jeg er så heldig at leve i dag, føler jeg mig enormt privilegeret, og jeg håber, at jeg sammen med Dansk Folkehjælp og Ekstra Bladet kan være med til at give lidt tilbage. Fra min barndom på Vestegnen var det ikke unormalt, at der var familier, der søgte om Julehjælp, og jeg ved, hvilken kæmpestor forskel det kan gøre for en familie at modtage hjælp i en svær tid. Så det er med både hjertevarme og stolthed, at jeg indtager rollen som ambassadør for Dansk Folkehjælps Julehjælp i år, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at tænde julelys i øjnene på så mange familier som muligt!” fortæller Ankerstjerne.

Værdien af hjælpepakken stiger med 300 kr.
Dansk Folkehjælp har på grund af prisstigninger over en årrække besluttet at øge værdien af årets Julehjælp med 300 kr. Dermed bliver den samlede værdi af julehjælpen til de enkelte familier 1800 kr.
Desuden vil organisationen øge antallet af erhvervspaneler, der hvert år den 1. december samler ind til Julehjælp, for hermed at kunne imødekomme den stigende efterspørgsel. Erhvervspanelerne består af erhvervsledere fra hele Danmark og finder sted forskellige steder rundt i landet.

Generalsekretær Klaus Nørlem ser forhåbningsfuldt frem til den forestående indsamling:
”Man ynder jo at sige, at julen er hjerternes tid. Derfor håber jeg, at danskerne har plads i deres hjerter til at hjælpe de mange fattige familier, der står over for en jul, som kan blive ekstra svær at komme igennem. Med Ankerstjerne ombord ser vi frem til et særdeles stærkt indsamlingsheat, hvor også erhvervslivet vil bakke op i endnu højere grad, end de plejer. Forhåbentlig resulterer det i, at vi kan hjælpe alle de familier, der har brug for det.”

Dansk Folkehjælp er den organisation som hjælper flest fattige børnefamilier med Julehjælp. Sidste år blev der således uddelt mere end 14.400 julepakker, hvilket samtidig var det højeste antal nogensinde.

Støt her

Mynte og Merle 1